Revolutionen kommer
Det sidste er noget, som flere af talerne på årets hovedscene kommer til at fokusere på. Under overskriften ”Revolutionen kommer!” fortæller Thomas Furcher, som er partner hos konsulentfirmaet McKinsey i Østrig, om deres seneste store analyse af bilindustriens fremtid. En af konklusionerne er blandt andet, at sælgere i fremtiden kommer til at sælge meget andet og mere end selve bilen. Fokus vil i stedet være på at opfylde kundernes behov for transport – og det kan indebære mange forskellige kreative løsninger. Med udgangspunkt i rapporten ”Race 2050 – a vision for the european automotive industry” vil han give konkrete tips til at ændre salgsstrategierne i branchen.
På samme måde fortæller Tune Hein, forfatteren bag bogen Disrupt eller dø om, hvordan bilindustrien allerede i dag skal i gang med at tilpasse sin måde at tænke på, hvis salget af biler ikke skal gå i stå i fremtiden. Det foregår på dag 2, som blandt andet har fokus på kundens behov.
I Finland sælger man service frem for biler
På dag 2 kommer en af Finlands mest succesfulde forhandlere og fortæller om, hvordan de allerede er i fuld gang med at geare deres salg til fremtidens behov. Hos Veho formår man både at have fokus på salg af biler nu og her og på fremtidens alternative løsninger. Vehos sælgere har mobility as a service på programmet. Her kan kunden gå ind i forretningen og bede om en transportløsning i stedet for en bil. Det kan betyde, at forretningen sælger ”biltid” hver anden uge til kunden eller at kunder med voksne børn, der har fået kørekort, og skal låne bilen, kan købe sig til 10 dages ”ekstrabil” hver måned og et klippekort til offentlig transport, så hele familiens transportbehov er dækket ind. Forretningschef hos Veho, Patrick Holm, fortæller om, hvordan de arbejder med salg og hvilke overvejelser, de gør sig for at blive klar til fremtiden.
Fagsnakke i førersædet nørder salg
Dagene på Gram Slot kommer også til at byde på andet end store taler fra scenen. Konceptet ”fagsnak i førersædet” byder på dialog med eksperter i blandt andet salg af både brugte biler og elbiler. Jon Slot fra Kraft Biler og Jan Lang, markedsanalytiker fra Bilbasen, står klar til at dele deres analyser og viden om, hvordan man sælger benzinbiler midt i elbils-hypen, og fra Biltorvet kommer direktør Claus Nyboe for at diskutere og svare på spørgsmål om salg via internettet.
Der bliver med andre ord masser af faglig input for alle med sælgerfunktioner og begge branchedagene byder oven i det på udstillinger, hvor alverdens nye apps, grej og kurser vil blive præsenteret. Alt sammen for at geare forretningen til både morgendagen og fremtiden.
Frem til d.7. april er der gratis tilmelding – klik her.