Bilforhandlere

Brugte dele vinder frem, men avancen skal sikres

I takt med brugen af brugte reservedele bliver mere og mere efterspurgt og anvendt i eftermarkedet, er der behov for, at processerne bliver strømlinede og gennemsigtige, fastslår AutoBranchen Danmark.  

Landets forsikringsselskaber ønsker i stadig stigende grad, at der bruges brugte dele, når biler repareres. Det sker med henvisning til miljø og klima og bedre brug af de ressourcer, som vi har til rådighed.   

AutoBranchen Danmark bakker fuldt og helt op om intentionen og arbejder for en mere cirkulær økonomi, men det er afgørende, at brugen af brugte dele ikke bliver en spareøvelse for forsikringsselskaberne, fastslår Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.   

“Der er rigtig mange gode argumenter for at bruge brugte dele, og klima og miljø er et af dem. Men vi ser desværre nogle uheldige tendenser, når delene gøres op i Autotaks, som tyder på, at økonomiske hensyn fylder lidt for meget for nogle af forsikringsselskaberne,” siger Nicky Bobak.  

De priser, der registreres på brugte dele, er nemlig ofte priser, der er forhandlet på plads af de enkelte forsikringsselskaber, og dermed kan avancen forsvinde helt eller delvist for værkstederne.  

“Brugen af brugte dele må og skal ikke betyde, at eftermarkedet mister endnu en indtægtskilde. Der er i stedet brug for, at priserne i Autotaks fastsættes fra centralt hold, så det ikke er forsikringsselskabernes forskelligt forhandlede priser, der dikterer afregningen,” siger Nicky Bobak.   

Avancen skal sikres 

Flere forsikringsselskaber arbejder med et prisloft på brugte dele i forhold til nye reservedele, og det kan betyde, at avancen bliver langt mindre eller helt forsvinder hos både autoophugger og værksted. Eller at der ikke bruges brugte dele. Og det duer ikke, fastslår Nicky Bobak:   

“Avancen for værkstederne skal med andre ord sikres ved brugen af brugte dele. Ellers bliver brugte dele endnu en spareøvelse for forsikringsselskaberne, der igen vil udsulte skadesbranchen – i stedet for at brugte dele bliver en positiv ting for både branchen og miljø og klima,” siger Nicky Bobak videre.   

Han fremhæver videre, at det er nødvendigt, at der investeres i reservedelskataloget over brugte dele, så det opdateres øjeblikkeligt, når en brugt del bliver bestilt, så andre ikke fejlagtigt tror, at reservedelen er tilgængelig.    

“Hvis brugen af brugte dele for alvor skal blive en succes, skal systemerne været gearet til det. Både når de skal bestilles, og der skal afregnes. Det håber jeg, at forsikringsbranchen kan se fornuften i,” siger Nicky Bobak.   

Han fremhæver endelig, at forsikringsselskaber – hvis de virkelig vil fremme cirkulær økonomi – skal blive bedre til at sælge deres overtagede biler til autoophuggere i stedet for at sælge dem til eksport.   

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert