Bilforhandlere

Danske bilforhandlere blev overrasket i Kina

Bilmesse gav indsigt i de kinesiske bilproducenters ambitioner. Flere fra den danske autobranche deltog – hør om deres oplevelser fra Kina. Du kan også komme på studietur til Kina – tilmeldingsfristen er 27. maj

“Jeg er virkelig blevet overrasket over den udvikling, vi har set i Kina. De er i gang med at flytte på hele bilindustrien og disrupte de velkendte værdikæder. Det tempo de gør det med er imponerende. På få år er det lykkes at producere lækre og kvalitetsstærke elbiler og endda kunne tilbyde mange forskellige modeller, som vi også vil se i Europa. Det næste store konkurrenceparameter bliver at få de selvkørende biler ud på vejene, og dét lægger de alle kræfter i at gøre”, siger Pierre Iversen, som lige er hjemvendt fra AutoBranchen Danmarks studietur til Kina. 

Turens første møder foregik i Shanghai. ”Shanghai er et fascinerede finanscentrum med høje glasbygninger og et rent gadebillede. Det er Kinas svar på New York, men helt uden støj. Med 25 millioner indbyggere er det bemærkelsesværdigt, at der ikke er en lyd. Det skyldes de mange elbiler, som man kan genkende på de grønne nummerplader, men det skyldes også, at der hænger skilte over det hele, som fortæller, man ikke må dytte. Det eneste man skal tage højde for, er de mange elscootere på fortorvene, så man nogle gange må springe for livet!”, fortæller Pierre med et smil.

Shanghai er også Kinas bankende bilhjerte. Det var her, Tesla etablerede sin produktion i 2021. Mange andre bilfabrikker er også etableret omkring byen, og det har tiltrukket en masse virksomheder og en skov af startups. Det hørte delegationen om i Kinas Silicon Valley – Zhangjiang Science City – som er omkring samme størrelse som området i San Francisco.

Her blev der sat ord på Kinas ambitioner på elbiler, selvkørende biler og på AI. ”Vores oplægsholder var meget tydelig. Ingen lande har et forspring indenfor AI. Det er et nyt område for alle, og her har Kina sat sig for at være førende”, siger Michael Therkildsen, direktør i Selandia Biler og fortæller videre: ”I Zhangjiang udvikles mange forskellige løsninger til biler såsom parkeringsassistenter og nye helhedsoplevelser for brugerne såsom at kunne sende beskeder fra bilen til Starbucks eller en anden restaurant eller service. Det var spændende at høre om den måde, de tænker bilens økosystem på og imponerende med alle de mennesker, der sidder og udvikler på løsninger”.

Et af turens højdepunkter var Beijing Auto Show. Det foregik med lyntoget fra Shanghai til Beijing. Med omkring 350 km. i timen drønede delegationen til hovedstaden for at deltage på en af verdens største biludstillinger. En strækning på 1.200 km., som blev tilbagelagt på 4t 27 min. Toget satte i fart præcis kl. 9.00, og dørene åbnede præcis kl. 13.27.

På Beijing Auto Show flokkedes kineserne om internetgiganten Xiaomis bil SU7. Det var umuligt at komme hen til bilen. Sådan var det også ved BYD, Xpeng, NIO, Volvo m.fl. Da Volvos EM90 blev præsenteret, var det til Emilie Moldows sang ”Vi finder hjem”. På YouTube kan man se præsentationsvideoen af bilen, og her er ”hjem” netop kodeordet. Tekster ruller hen over skærmen med ”stue”, ”arbejdsområde”, ”biograf”, ”fantastisk lyd” og ”soveværelse” med udkig til himlen. Der var et mylder af folk, som gjorde det umuligt at komme tæt på den nye Volvo.

Men XPeng har også lavet en magen til, og som flere af deltagerne prøvede i Shanghai. ”Det var en virkelig god oplevelse at køre i bilen og sikke en komfort. Chaufføren fjernede hænderne fra rettet undervejs. Den er selvkørende. Det er kun lovgivningen, der sætter en begrænsning”, siger Christa Günther, adm. direktør og medindehaver af N.O. Jensen i Aalborg og fortsætter:

”Der var stor forskel på, hvordan de kinesiske biler, og de europæiske biler blev præsenteret på den kæmpe udstilling. Tydeligt var det, at kineserne flokkedes om de hjemlige mærker. På Audis stand stod der en mindre kendt fodboldspiller og skrev autografer, og der var stort set ikke nogen mennesker hos Nissan og andre velkendte brands. De traditionelle bilproducenter skal virkelig stå tidligt op for at følge med det her, vi har set. Det giver stof til eftertanke i ens egen forretning”.

I Danmark er der netop kommet tre kinesiske bilmærker i top 25. I Norge er der 5 kinesiske bilmærker i top 20.

”Jeg var med på turen for at se de biler, vi kan vente os i Danmark inden for den nærmeste fremtid. Som brugtvognsforhandler skal vi være klar til at sælge det hele. Om folk vil købe de kinesiske biler herhjemme eller ej må tiden vise, men nu ved jeg meget mere om udviklingen, og det har været virkelig spændende”, siger Jon Slot Hansen, medindehaver af Kraft Biler i Fredericia og afslutter:

”Jeg kan kun opfordre kollegaer i branchen til at tage til Kina. Det er en unik mulighed for at se, hvad der er på vej og bruge den viden til at tænke over sin egen forretnings udvikling og de beslutninger, der skal træffes i tide. Det har været en alle tiders tur”.

AutoBranchen Danmark arrangerer en studietur til Kina fra den 8-15. september. Alle medlemmer kan deltage. Sidste tilmeldingsfrist er den 27. maj. Kontakt medlems- og kommunikationschef Charlotte Brix Andersen hvis du vil høre mere om turen på cba@abdk.dk eller telefon 31369400.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation