Bilafgifter

Danskerne dropper leasing op til planlagt afgiftsstigning

Selvom leasing har været populært blandt private danskere i de seneste år, valgte langt de fleste at købe bilen i tredje kvartal, hvor den planlagte indfasning af registreringsafgift på elbiler rykker nærmere. Samlet set endte bilsalget fornuftigt i tredje kvartal.

Salget af nye biler er gået over stok og sten i tredje kvartal. Lige over 50.000 nye biler trillede ud fra forhandlerne og ud af dem blev knap 34.000 indregistreret til private. 

Og for de private blev tredje kvartal en periode, hvor markant flere end i forudgående kvartaler valgte at finansiere bilen med et traditionelt køb fremfor en leasingaftale. 

I tredje kvartal i år lå leasingandelen nemlig nede på cirka 20 procent ud af det samlede nyvognssalg til private. For et år siden lå andelen helt oppe på 40 procent af de nye biler til private. Og i første og andet kvartal i år har andelen ligget på 28-29 procent. 

”Når så mange private vender sig fra leasing mod køb i tredje kvartal, kan der være flere ting, der spiller ind. Men det er nærliggende at tro, at flere danskere gerne har villet sikre sig, at de kunne nå at få købt og leveret en ny bil, før en afgiftsstigning til nytår. For selvom der har hersket noget usikkerhed om, hvorvidt den ville blive gennemført, så har den officielle plan længe været at indfase den,” siger medlemschef i AutoBranchen Danmark, Nicky Bobak. 

Mindre fald i brugthandlen 

Travlhed har der i hvert fald været hos nyvognsforhandlerne i tredje kvartal, for salget lå sammenlagt hele 14 procent højere end i samme kvartal året før. 

Hele stigningen trækkes op af en fremgang i de elektriske biler, der udgjorde lige over 85 procent af salget mod 70 procent for et år siden. Alle andre drivmidler er faldet markant. 

For de brugte bilers vedkommende blev kvartalet noget mere moderat. I alt skiftede 128.500 brugte biler hænder i løbet af kvartalet. Det er en lille nedgang på 3,5 procent i forhold til samme periode for et år siden.  

Igen er det elbilssalget, der stiger med små 15 procent år til år. Så hver tredje brugte bil var elektrisk i tredje kvartal. Forskydningerne i drivmidler på brugtmarkedet under et sker i et lidt mere roligt tempo end på nyvognsmarkedet, men tendensen er den samme. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver