Klumme af Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark, bragt i Motor-magasinet d. 4. oktober 2024.
Når man som jeg har været i den samme branche, siden jeg var 16 år, og man nærmest aldrig har kendt andet, så sker forandringerne nogle gange umærkeligt. Man lægger simpelthen ikke mærke til, hvor meget tingene ændrer sig. Ikke fra dag til dag. Ikke fra uge til uge. Ikke fra år til år. Men når man så stopper op, når man en dag træder ud af travlheden og hæver sig op i helikopteren, så ser man det hele så meget mere klart, tager sig til hovedet og tænker: Hvordan endte vi lige her? Sådan har jeg det i hvert fald fra tid til anden.
I sidste uge holdt AutoBranchen Danmark årsdag i Brande og i den forbindelse udgav vi for tredje gang statusrapporten Danskernes Biler.
Heraf fremgår det blandt andet, at overskudsgraden i skadesbranchen er tæt på halveret over en tiårig periode. Pengene fosser med andre ord ud af branchen.
Vi har tidligere set lignende resultater i vores rentabilitetsanalyse af skadesbranchens økonomi, som vi udgav sidste år. Men det, der i særlig grad gør indtryk, er, hvor voldsom udviklingen rent faktisk har været, når man ser det over en længere periode.
Vi har jo alle haft det på fornemmelsen, vi har set tallene i regnskaberne år efter år, vi har set marginerne bliver mindre bid for bid, men når det står der sort på hvidt – noget der ligner en halvering på ti år – så er det et wakeup-call, der ikke er til at overhøre.
Så ser man virkelig, hvor alvorlig situationen er – og hvor påtrængende behovet for forandring også er.
De fleste af os kender årsagerne. Det er jo ikke fordi, landets autolakerere eller pladesmede er blevet dårligere håndværkere. Det er heller ikke fordi, antallet af skader er styrtdykket (nej, de slår faktisk i stedet rekord på rekord). Det ser vi også på omsætningstallene, der går den stik modsatte vej af overskudsgraden: nemlig op.
Andre høster frugten
Nej, årsagerne er nogle andre. For selvom vi nok aldrig har løbet hurtigere i branchen, og selvom vi nok aldrig har lavet så mange skader, så følger indtjeningen simpelthen ikke med. Den ender i stedet hos nogle andre. Nogen, der høster frugten af det hårde arbejde, der gøres i skadesbranchen.
På vores årsdag beskrev AutoBranchen Danmarks administrerende direktør Gitte Seeberg det som, at vores branchekontrakt er gået i stykker. Dem, der har mest, vil have mere – og her er ordentlighed, det respektfulde gode samarbejde, blevet erstattet af grådighed.
Ved at spille branchen ud mod hinanden, ved hele tiden at stramme grebet og skrue et nøk op for indkøbspresset, er forsikringsselskaberne lykkedes med at støvsuge store dele af skadesbranchen for overskud. Støvsuge branchen for de ressourcer, der skulle hjælpe med at fremtidssikre den, der skulle hjælpe med at tiltrække og fastholde arbejdskraft, hjælpe med at indkøbe nyt, moderne udstyr og i det hele taget hjælpe branchen til at være klædt på til en verden med nye krav og nye udfordringer.
Forsikringsbranchen har vundet de sidste ti år. Ingen tvivl om det.
“Så lad dem spise kage,” sagde Marie Antoinette, da de sultende franske fattige ikke havde noget brød. Men når kagen samtidig bliver mindre og mindre, kan den jo heller ikke mætte mange. Og på sigt er næringsindholdet også det forkerte. Det er ikke noget, man bliver stor og stærk af.
Så hvad gør skadesbranchen nu?
Vi skal stoppe det svimlende og ødelæggende ræs mod bunden. Det er min appel til hele branchen.
For mig var det derfor også en milepæl, da vi tidligere i denne uge sendte et åbent brev afsted til forsikringsselskaberne og deres brancheorganisation Forsikring & Pension.
Over 200 virksomheder fra branchen havde skrevet under på brevet.
For en gang skyld stod vi sammen i branchen. Vi lod os ikke spille ud mod hinanden. Vi viste i stedet fælles front og sagde nok er nok. Det giver mig håb. For selvom vi ikke skal forhandle sammen, selvom vi stadig skal være konkurrenter, skal vi også tage vare på den branche, som vi er fælles om. Og det gør vi nu.
Jeg bilder mig til gengæld ikke ind, at forsikringsselskaberne ændrer ageren fra den ene dag til den anden. Når man har været så lang tid i branchen, som jeg har, ved man godt, at der skal mere til.
Men der blev med det åbne brev trukket en streg i sandet. Og det må og skal være starten på, at vi får genetableret en branchekontrakt, der er til fordel for begge parter – og ikke kun den ene part.
Kontakt
