Travlhed er der nok af på eftermarkedet rundt omkring i landet.
I hvert fald bliver der igen sat omsætningsrekord på landets autoværksteder og også på pladeværkstederne og hos autolakererne.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som AutoBranchen Danmark har trukket.
På autoreparationsværkstederne er omsætningen gået markant frem fra 2023 til 2024. Her nærmer omsætningen i 2024 sig i alt 20 milliarder. Det sker efter en stigning på 7,33 procent i forhold til 2023.
Endnu større har den procentuelle stigning i omsætning været på karrosseriværksteder og autolakererier. Her nærmede omsætningen i 2024 sig 2,5 milliarder kroner, hvilket er en stigning på knap 200 millioner i forhold til 2023, hvilket svarer til en fremgang på 8,36 procent.
“Når vi er rundt ved vores medlemmer, er det klare indtryk også, at der de fleste steder er masser at lave på eftermarkedet. Det afspejler omsætningstallene, og det er positivt,” siger Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
“Det giver så nogle andre udfordringer i forhold til mangel på arbejdskraft, men travlhed er altid bedre end det modsatte,” siger han videre.
Overskudsgraden stadig lavere end tidligere
AutoBranchen Danmark har i de senere år haft fokus på, at det mange steder på eftermarkedet er svært at få forretningen til at løbe rundt på trods af høj omsætning og stor travlhed.
Og her lader overskudsgraden på eftermarkedet stadig en del tilbage at ønske. På autoreparationsværkstederne har Danmarks Statistik for AutoBranchen Danmark opgjort overskudsgraden til 9,43 i 2023. Det er en stigning i forhold til årene før, men det er stadig markant under niveauet mellem 14 og 15, som gjorde sig gældende i årene fra 2011 til 2016.
På karrosseriværkstederne og autolakererierne er overskudsgraden i 2023 opgjort til 9,44. Også her er der tale om en stigning i forhold til årene før, men det er stadig markant under tidligere tiders niveau. Overskudsgraden er faldet stødt, siden den i 2011 var 15,54 og i 2019 før første gang længe kom under 10.
“Vi ser i disse år, at udviklingen på eftermarkedet går ufatteligt hurtigt med mere avancerede biler, nye laktyper og ændrede reparationsmetoder. Overskudsgraden skal op på eftermarkedet, hvis man skal kunne investere i fremtiden, tiltrække arbejdskraft og blive ved med at udvikle forretningen,” siger Nicky Bobak.
Kontakt
