Der var en gang, hvor eftermarkedet af mange blev set som en sidegeschäft. Det primære mål med at have en bilforretning var at sælge biler – og at tjene pengene på det, lød det ofte.
Men i dag er eftermarkedet ikke bare en eftertanke. Langt fra.
Det fremgår af en medlemsundersøgelse foretaget blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer i oktober og november, hvor et stort flertal svarer “ja” til spørgsmålet om, hvorvidt eftermarkedets betydning for deres forretnings økonomi har ændret sig over de seneste par år.
Og når man så spørger til, hvordan betydningen har ændret sig, lyder svaret ganske entydigt, at eftermarkedet er blevet vigtigere for økonomien.
Ingen respondenter har således svaret, at eftermarkedet betyder markant mindre for deres forretnings økonomi, men kun 10 procent svarer, at eftermarkedet betyder mindre.
Omvendt svarer hver tredje, at eftermarkedet betyder markant mere for økonomien, mens 53 procent svarer, at eftermarkedet betyder mere.
“Eftermarkedet er fuldstændig afgørende for mange i autobranchen i dag. Det er simpelthen her, rigtig mange tjener pengene og sikrer overskuddet,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
“I takt med at det er blevet sværere at tjene penge på bilsalget, betyder eftermarkedet mere. Det gælder både service og skadesarbejdet, men det gælder også andre former for mersalg,” siger hun videre.
Ikke kun flødeskum på toppen
Og det er ikke kun som flødeskum på toppen, at eftermarkedet har betydning.
Hele 48 procent af respondenterne svarer nemlig, at indtjeningen fra eftermarkedet betyder, at deres forretning giver overskud i stedet for underskud.
For 27 procent er svaret, at eftermarkedet betyder, at overskuddet er større, end det ellers ville være.
“Når man ser de tal, må konklusionen jo være, at mange ikke ville kunne overleve på sigt, hvis ikke det var for eftermarkedet. Det er simpelthen en hjørnesten i økonomien rigtig mange steder,” siger Gitte Seeberg.
Og den udvikling betyder også, at mange satser mere på eftermarkedet, viser undersøgelsen. 29 procent af respondenterne svarer, at de har opprioriteret eftermarkedet ved at ansætte flere, mens 45 procent svarer, at de har opprioriteret eftermarkedet med nye investeringer i fx udstyr og indretning.
“Det er helt klart en udvikling, jeg kan genkende. Eftermarkedet har prioritet langt uden for værkstedet, men helt ind på direktørgangene i de fleste forretninger,” siger Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark.
Og det er altså ikke slut endnu. Hele 37 procent af respondenterne svarer, at eftermarkedet er udset til at fylde mere og mere i fremtiden. Omvendt svarer 13 procent, at eftermarkedet er udset til at fylde mindre og mindre.
I samme boldgade svarer 71 procent af respondenterne, at de forventer, at eftermarkedet vil få større betydning for deres forretning i fremtiden, mens 21 procent forventer, at eftermarkedet ikke vil få større betydning.
“I de kommende år vil vi se den udvikling blive forstærket, for det er som bekendt svært at tjene penge på bilsalget alene,” siger Nicky Bobak.
Ansvarlig for stor del af indtjening
Dykker man mere ned i undersøgelsen, viser det sig også, at eftermarkedets procentvise andel af overskuddet langt overgår eftermarkedets procentvise andel af omsætningen.
Samlet set svarer 29 procent af respondenterne, at eftermarkedet udgør mellem 50 og 100 procent af omsætningen, men 44 procent af respondenterne svarer, at over 50 procent af indtjeningen kommer fra eftermarkedet.
Der er dog også markante udfordringer ved at drive en fornuftig eftermarkedsforretning. 56 procent af respondenterne angiver, at mangel på arbejdskraft er en stor udfordring. Det samme antal mener, at mindre service på elbiler er en stor udfordring.
Halvdelen af respondenterne fastslår, at dårlig afregning fra forsikringsselskaberne på skadesdelen er blandt de største udfordringer.
40 procent angiver højt lønpres som en af de største udfordringer, mens 31 procent mener, det er længere garantier. 22 procent angiver færre loyale kunder som en af de største udfordringer, mens 17 procent peger på øget konkurrence fra andre værksteder.
“Selvom eftermarkedet fylder mere og mere, er det ikke en dans på roser. Her skal der også kæmpes for indtjeningen. Der skal styr på arbejdsgangene, og der skal optimeres lige fra indskrivning til mersalg,” siger Nicky Bobak.
“I AutoBranchen Danmark arbejder vi selvfølgelig for, at vilkårene bliver så gode som muligt, men det handler i høj grad også om, at man som værksted selv arbejder seriøst med eftermarkedet og er god til at tiltrække og fastholde sin arbejdskraft,” siger Nicky Bobak.
Han henviser til, at mange forlader branchen i utide, fordi de bliver lokket af højere løn i andre brancher, ligesom at for mange søger væk fra branchen af andre grunde.
“Og så skal vi selvfølgelig sætte vores lid til, at ungdommen vælger branchen til, for der er virkelig mangel på især pladesmede, men også mange andre funktioner,” siger han.
Du kan læse mere om medlemsundersøgelsens konklusioner her på hjemmesiden i den kommende tid.
Kontakt





