Frost og sne har i den grad sat sit præg på de danske veje i år. Og for de mange bilister, der i disse år kører gennem vinteren i en elektrisk bil – måske for første gang – er det en anderledes måde at tænke på, end man har været vant til i en bil med forbrændingsmotor.
Så kan elbilerne holde til det danske vintervejr, og hvordan reagerer kunderne på den nye virkelighed?
Det har vi spurgt Skoda i Roskilde om. Her solgte man sidste år i omegnen af 500 nye biler, hvoraf langt de fleste var elektriske. Mærket tog også førstepladsen over de mest solgte bilmodeller i fjor med Skoda Elroq.
”Elektrificeringen har været helt vanvittig her hos os. I 2025 har cirka 90 procent af, hvad vi har solgt, været elbiler,” siger Lars Bøg, der er partner i virksomheden.
Det høje salg af elbiler betyder også, at man er i gang med en omstilling af værkstedet med uddannelse af personale, nye lifte og værktøj, så man kan håndtere de mange kunder, der skifter til elektriske biler.

Køremønster afgørende for rækkevidde
Allerede i dag er omkring 35 procent af de biler, der kommer ind på værkstedet af den elektriske slags. Men der er langt mellem de store reparationer – også når frosten bider. Til gengæld er der nogle forventninger, man skal have på plads med kunden.
”En elbil i vintervejr er lidt ligesom en mobiltelefon, den taber lidt af sin kapacitet på batteriet,” siger Lars Bøg og fortsætter:
”Til gengæld er der også fordele, som at du kan forvarme bilen – og du kan sørge for, at den har fået varmet kabine og batteri godt op, mens den sidder i stikket derhjemme, så den ikke skal bruge batteriets strøm til det. Den slags vaner kan øge rækkevidden.”
Ude på værkstedet bekræfter Benjamin Bæk Andersen, som er tekniker og højvoltsekspert, at det især er tabet af rækkevidde, folk kommer ind for at få tjekket, når det er rigtig koldt:
”Men som regel er det bare fordi, de bliver overraskede over, hvor meget rækkevidden falder i kulden. Vi har endnu ikke haft nogen biler inde, hvor kapaciteten reelt var faldet ned under 80 procent.”
”Opvarmning af kabine, opbevaring af batteri osv. tager meget strøm om vinteren. Så folks køremønster har enormt meget at sige. Især hvis man kører mange korte ture, hvor det hele skal varmes op hver gang,” forklarer han.
Dug kan drille
Men det er ikke kun fremdriftbatteriet, der kan blive påvirket af kulden:
”Vintervejr kan også gå ud over 12-volts batteriet, fuldstændig som det er tilfældet i en benzin- eller dieselbil,” siger Lars Bøg.
12-volts batteriet benyttes bl.a. til at aktivere fremdriftsbatteriet, så hvis det er fladt, vil man ikke kunne køre. Derudover bruges det til at drive alle de elektriske funktioner som lys, elspejle, elsæder osv.
”Noget andet, vi oplever lidt af på den her årstid, det er, at der kan komme dug på kameraer og sensorer i bilen. Det kan aktivere advarselslamperne på instrumentbordet. Men som regel går det i orden efter fem minutter, når bilen er varmet op, og er bare en sikkerhedsforanstalning,” tilføjer Andreas Madsen, som er den anden af Skoda Roskildes to serviceteknikere, der er uddannet i at håndtere højvoltsbatterier.
”Men det har mere at gøre med, at der er meget teknik i de her biler, end at de er elektriske,” tilføjer han.
Du kan læse mere om, hvordan Skoda i Roskilde arbejder med omstillingen til elektriske biler, i næste udgave af AutoBranchen Danmarks trykte magasin.
Kontakt





