Skat

Glædelig jul til hele eftermarkedet

Kære autolakerer og eftermarked

Så banker årsskiftet på igen.

2021 blev et år, som vi alle oplevede anderledes end forventet og forskelligt fra noget, vi havde prøvet før. Nedlukningen kostede også arbejde hos mange lakerere, da der var færre biler på gaden og dermed også færre biler, der fik skader.

Nu ser vi fremad igen. Forsikringsselskaberne, vores største samarbejdspartner, fik ny underdirektør hos Forsikring & Pension. F&P driver som bekendt Autotaks, og derfor er det vigtigt med en god person på posten. En person, der vil samarbejde, og det fornemmer vi, at vi har fået i Peder Herbo.

I AutoBranchen Danmark har vi altid ment, at samarbejdet er vejen frem, og det lægger Peder Herbo op til. Vi havde et møde med ham ganske kort efter hans tiltrædelse her i efteråret, og vi ved derfor, at han ønsker, at vi sammen opretter arbejdsgrupper – både på det strategiske niveau og på det tekniske niveau. Det mener vi er meget lovende, og vi vil selvfølgelig holde ham op på, at det sker.

Indtjeningen er fortsat presset blandt reparatørerne i branchen. Derfor kæmper vi fortsat for, at lak og karrosseri arbejder tæt sammen. Husk, at det er en god idé, hvis I får talt sammen inden aftalerne bliver indgået, så I hver især ved, hvad der skal aftales. I 2021 har vi afholdt en række regionale møder rundt omkring i landet, som alle har haft til formål at samle eftermarkedet. Dem holder vi også i 2022. Formålet er ganske enkelt at samle branchen og sørge for, at alle får talt sammen.

I AutoBranchen Danmark har vi også et lak- og karrosseriudvalg, der samler branchen og får vendt en række problemstillinger. Medlemmerne i udvalget har deres hverdag både på malerværkstederne og på karrosseriværkstederne. Det gør, at vi kan samle og supportere branchen med forskellige løsninger. Det fortsætter vi med, og du må endelig melde ind til mig eller en af vores øvrige konsulenter, hvis du har input til, hvad vi skal gribe fat i.

AutoBranchen Danmark har branchens mest omfattende Autotaks-support. Vi har eksperter klar ved telefonen, som kender Autotaks til bunds, og vi henter erfaring fra både karrosseriværkstedet, lakværkstedet og fra forsikringsbranchen, så vi kan hjælpe dig hele vejen rundt om skaderne.

Husk, at vi også er til at få fat i mellem jul og nytår. Driller Autotaks eller andet, så ring på 33 25 14 33. Som altid er vi klar ved telefonerne i tidsrummet klokken 8.00 til 15.30. På fredage klokken 8-15.

Glædelig jul og godt nytår

Nicky Bobak

Eftermarkedschef