Elbiler

Højesteret overtrumfer SKAT i leasingsag

Ændringer i en leasingaftale på forholdsmæssig afgift giver ikke SKAT ret til at kræve fuld registreringsafgift. Det har Højesteret onsdag bestemt i en sag og dermed underkendt en dom af Vestre Landsret.

Se den kortfattede dom fra Højesteret her.

På AutoBranchen Danmarks medlemsmøder om den nye registreringsafgift, manede Diana Mønniche fra Bachmann Partners til forsigtighed, fordi SKAT anser selv ubetydelige ændringer i en leasingkontrakt for grund nok til at kræve pladerne tilbage eller betaling af fuld registreringsafgift.

Det er denne uhensigtsmæssighed, som Højesteretsdommen gør op med, når ændringerne ikke har betydning for den afgift, der skal betales.

”I sit nye styresignal retter SKAT ind efter dommen. Det er vi rigtigt godt tilfredse med, for det gør administrationen nemmere for vores medlemmer og for leasingselskaberne,” siger Lars Ellegaard, advokat i AutoBranchen Danmark.

SKAT har nemlig torsdag udsendt nyt styresignal, som tager højde for dommen. Se styresignalet fra SKAT her.