Bilforhandlere

Hos Nordic Car House er kunderne ikke “bare” kunder

Nordic Car House er nyt medlem af AutoBranchen Danmark. Vi har mødt indehaver Mikkel Soelberg til en snak om at være ”ham den nye, som ingen ville røre ved”, om det blå stempel og om at bygge langvarige relationer med kunderne som det vigtigste mål.

Når man sidder på hemsen og kigger ned over Nordic Car House’s stilfulde udstillingsrum med en enorm lysekrone, der kaster et gyldent lys over en skinnende sort BMW, så ligner det en fuldtonet succeshistorie. Men vejen derhen har ikke bare været ligeud ad landevejen for forretningens indehaver, Mikkel Soelberg: 
 

Hvis jeg havde vidst, hvor svært det ville blive at få nogen til at tro på os, så havde jeg nok tøvet mere til at starte med”. 

Sådan siger han om den første tid som brugtvognsforhandler. ”Der var rigtig mange af de samarbejdspartnere, vi henvendte os til, der sagde ”uh, nej, I er alt for nye” eller ”uh, du er godt nok ung”, og de ville ikke røre ved os overhovedet”. Men som en anden humlebi, vidste Mikkel Soelberg altså ikke, at han egentlig ikke burde kunne flyve og kastede sig derfor for lidt over et år siden ud i en tilværelse som brugtvognsforhandler og leasingvirksomhed. 

Fra Nettos p-plads til Nordhavnen 


Det kunne være plottet til en film om den hårdtarbejdende iværksætter med en passion, som må så meget ondt igennem, før det hele ender godt: 

Da Mikkel Soelberg er 17 år gammel køber han sin første bil, en Golf 4. Han pudser og reparerer og nusser om bilen – og da den står knivskarpt til sidst, sælger han den med en fortjeneste, som han bruger til at købe sin næste bil. Og for omkring et år siden startede den dengang 23-årige Mikkel en bilforretning op – hjemme i sin lejlighed i Hørsholm. Først med en enkelt bil, som blev klargjort og udleveret henne på den nærliggende Nettos parkeringsplads. Så en til. Og en til. 

Frem til i dag, hvor Mikkel driver det succesfulde Nordic Car House med udstillingslokaler til sine Premium+ biler på Nordhavnen i København. 

Men som i enhver god film har vejen derhen altså også været brolagt med masser af modstand, der skulle overkommes. 

Stort forhandlernetværk giver masser af biler 


Nordic Car House er ejet af Mikkel Soelberg, hans far samt to andre partnere – men det er Mikkel og den ene partner, Marinus, der står for den daglige drift. I udstillingslokalet med sortmalede vægge og en gigantisk lysekrone i loftet, står 3 BMW’er – dem og så de helt dyre Volvoer, er den type af biler, som Mikkel og hans partnere satser på. Bilerne bliver ofte købt i Tyskland, hvor de bliver betragtet som gamle og økonomisk uinteressante, når de når 3-års-alderen. Gennem sit tidligere job hos Audi, og fordi han inden opstarten tog til Tyskland og bankede på og trykkede hånd med en lang række forhandlere, har Mikkel Soelberg i dag et vidt forgrenet forhandlernetværk at trække på. Han mangler aldrig biler at købe og bliver tilbudt mindst 10 om ugen. Han sælger cirka lige så mange om måneden, og bilerne står sjældent ret længe på lageret. 

Blåstempling fra brancheorganisation giver bedre adgang   


Begyndelsen var dog langt fra lige ud ad landevejen, for Mikkel og hans forretning blev mødt med mange krav fra de samarbejdspartnere, han forsøgte at lave aftaler med: ”Det er først nu, hvor vi har været i gang i et år og har lavet det første årsregnskab – nu bliver jeg nærmest kimet ned af folk ,der vil samarbejde – men i starten føltes det lidt som om, man skulle være en stor virksomhed med en stor drift for at de ville tro på én”, fortæller han, og lægger ikke skjul på, at det også var lidt af en mavepuster, at blive mødt med mistro og indimellem endda arrogance.  ”Men så mødte vi folkene fra LX Flexleasing, og de mødte os i øjenhøjde, så vi kunne komme ind på markedet”. 

For nylig er Nordic Car House så også blevet medlemmer hos AutoBranchen Danmark – en beslutning, som Mikkel Soelberg er rigtig glad for, fordi han betragter det som en blåstempling, han også kan bruge til at vise både kunder og samarbejdspartnere, at hans forretning faktisk er god nok. ”Jeg har jo set, at forretninger, der ikke opfører sig ordentligt, dem smider I jo ud, simpelthen. Og alle de potentielle samarbejdspartnere, vi har kontaktet, har jo spurgt, om vi var medlemmer hos jer – så det er et flot stempel at have, og jeg synes, det viser overfor kunderne, at vi går op i at gøre tingene ordentligt”. 

Gode relationer og næse for købmandsskab


Det er tydeligt, at den gode kunderelation er helt central for Mikkel Soelberg. Kunderne er ikke bare kunder – de bliver til langvarige relationer. Han er jævnligt i kontakt med dem, der har købt eller leaset biler hos ham – nogle sender ham endda sms’er med billeder, når de har købt noget nyt til bilen – og han prioriterer ofte at køre forbi til en kop kaffe, hvis han er i nærheden af en kunde. Bare lige for at høre, hvordan det går. 

Sammen med Mikkels næse for det gode købmandskab – og evnen til at skaffe de rigtige biler til den rigtige pris – er forståelsen for vigtigheden af en kundeservice, der ikke bare er god i selve salgsøjeblikket, men også på den lange bane, noget af det, der på kort tid har gjort Nordic Car House til en blomstrende forretning. 

“Premium made personal er vores slogan, og det handler om, at vi vil skabe et tillidsbånd med vores kunder. Det er ikke nok bare at have glade kunder, vi vil have, at vores kunder skal føle sig så godt behandlet, at de har lyst til at opsøge både os og vores forretning igen og igen”, smiler Mikkel og slutter: “Så det er egentlig vores mål. Vi vil være ordentlige og dygtige, og det ry vil vi gerne have, for så tror vi på, at vi kan lave en megagod forretning”. 

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef