Sidste år viste en rapport fra blandt andet Allianz og AZT Automotive, at der er CO2-gevinster ved at reparere brugte reservedele frem for bruge nye reservedele.
Rapporten gennemgik en stribe typiske reservedele fra Volkswagens ID.3 og her blev CO2-gevinsten opgjort på de forskellige reservedele. Når det kom til døre og forlygter var CO2-gevinsterne størst, nemlig 61 og 46 kilo CO2-ækvivalenter. Omvendt var CO2-gevinsten mindre, når det kommer til kofanger og forkofanger, hvor rapporten opgjorde kilogevinsten til henholdsvis 1 og 10 kilo CO2-ækvivalenter.
Generelt var der dog for alle de genbrugte dele en CO2-gevinst at hente, blev det fastslået i rapporten.
Og derfor er der også grund til at bakke op om genbrugen af reservedele, fastslår Jørgen Petersen, der er forsikringskonsulent i AutoBranchen Danmark. Men der er også grund til at blive klogere på, hvor store de reelle klimabesparelser er.
“Det er åbenlyst, at der er en CO2-gevinst ved at genbruge frem for at producere nyt, men det er underbelyst, hvordan det reelle klimaregnskab ud, når regnearkene møder virkeligheden,” siger Jørgen Petersen.
Han peger på, at forsikringsbranchens system for genbrugte dele, Autoflex, ofte anviser, at man skal bruge brugte reservedele fra forskellige autoophuggere eller autoophuggere, der ligger meget langt fra ens værksted.
“Hvis man er nede i, at forskellen på CO2-aftrykket i forvejen er lille, som fx ved en kofanger, hvor det er opgjort til kun ét kilo, så kan det hurtigt blive en dårlig forretning – også CO2-mæssigt – hvis reservedelen skal transporteres langt eller reservedelene skal transporteres fra forskellige steder,” siger han.
Samtidig har det også betydning, hvis den brugte reservedel skal køres til en autolakerer, der ligger langt fra værkstedet for at blive malet, påpeger han.
Brug for mere data
“Hvis man ser helt isoleret på genbrug versus nyt, er der selvfølgelig gevinster, men vi opfordrer til, at forsikringsbranchen ser bredere på det, så man også ser på de klimaaftryk, der sker ved eksempelvis transport, eller ved at den genbrugte reservedel ikke er af den rette kvalitet og derfor må kasseres eller sendes retur,” siger Jørgen Petersen.
AutoBranchen Danmark har løbende opfordret Forsikring & Pension til at opgøre klimadata for genbrugte reservedele bredere, så man får alle påvirkningerne med.
“Jeg tror de fleste går ind for genbrug, men der hvor det bliver problematisk er, hvis man fremmer genbrugen af reservedele uden at vide, om der er reelt er en positiv klimaeffekt. Så bliver det en spareøvelse forklædt i greenwashing i stedet for, at det bliver noget, hvor man reelt gør en positiv forskel for klimaet,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Samtidig har AutoBranchen Danmark appelleret til, at man også aflønner det ekstra tidsforbrug, der ofte er ved at genbruge frem for at købe nyt.
“Hvis forsikringsselskaber virkelig vil den grønne dagsorden, så skal man også være klar til at gøre de investeringer, der er forbundet med det. Og det gælder både i forhold til afregning og i forhold til at være mere sikker på klimaaftrykket,” siger Gitte Seeberg.