Antallet af elbiler er fordoblet på et år, og der kører nu over 80.000 rene elbiler på de danske veje. Men efter at have udgjort 27 procent af nyvognssalget i december 2021, udgjorde elbiler i april “kun” 13 procent af nyvognssalget.
“At elbiler fylder mindre i nyvognssalget skyldes ikke manglende efterspørgsel, men i høj grad mangel på udbud af elbiler. De grønne biler er nemlig særligt hårdt ramt af krigen i Ukraine, hvor produktionen af elbiler har været stoppet på mange bilfabrikker i Europa på grund af mangel på komponenter og råvarer,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Tilgangen af elbiler flugter dog fortsat fint med fremskrivningerne mod at sikre 1 million elbiler i 2030, nogle måneder har tilgangen af elbiler ligefrem peget mod 1,5 millioner elbiler i 2030.
Men hvor væksten i elbiler i april i mindre grad skyldes nyregistreringer, skal man i stedet se mod importen af brugte elbiler, der er under to år gamle, der alene var større end det samlede salg af nye elbiler. Ifølge Dansk E-mobilitet blev der i april importeret 1.649 brugte elbiler, der var under to år gamle, mens nyregistreringerne løb op i 1.454 elbiler.
Udbud og ikke efterspørgsel dikterer salget
“Det er bekymrende, at leverancerne af nye elbiler er så udfordret, som tilfældet er. Men det er dejligt at se, at forhandlerne i stedet sikrer en tilgang i elbilsflåden med import af nyere brugte elbiler. Hvis man ikke allerede gør det, vil jeg opfordre alle forhandlere til at gøre det samme,” siger Gitte Seeberg.
“Det er i øjeblikket desværre ikke sådan, at det er efterspørgslen, der definerer salget af elbiler, sådan som det burde være. Det er i stedet udbuddet. Vi hører igen og igen fra forhandlerne, at de kunne sælge langt fra elbiler, hvis blot de var på lager,” siger Gitte Seeberg.
Hvor lang ventetiden på elbiler er, varierer fra mærke til mærke. Men eksempelvis har Volkswagens topchef Herbert Diess over for Financial Times fastslået, at kunder, der bestiller elbiler fra VW nu, først vil få leveret bilerne i 2023. “Ordrebøgerne er helt fulde,” konstaterede han til avisen og meldte alt udsolgt.
VWs CFO Arno Antlitz har dog samtidig fastslået, at forventningen er, at elbilsproduktionen vil stige i hvert kvartal i resten af 2022.
“Fra nu af forventer vi konstant øget produktion af elbiler hvert kvartal resten af året, ligesom deres andel af produktionen også konstant vil blive større,” siger han til avisen.
Efter Volkswagens topchefer har meldt udsolgt, har Volkswagen Danmark overfor Berlingske dog fastslået, at de godt kan levere biler. “Vi var lidt overraskede over den melding,” lyder det fra pressechef i Volkswagen Danmark, Thomas Hjortshøj, til Berlingske: “For vi har elbiler, vi kan levere i år. Så situationen på det danske marked er, at vi ikke har udsolgt,” siger han. Den nye elbilsmodel ID5 kan leveres ved slutningen af tredje kvartal, mens ID3 og ID4 kan leveres i slutningen af året, lyder det fra Volkswagen Danmark.
Elbilsproduktionen har udover manglen på mikrochips også været hårdt ramt af de voldsomt stigende priser på nikkel. Der er omkring 40 kilo nikkel i en almindelig elbils batteri, og Rusland og Ukraine er vigtige producenter af nikkel, hvilket har betydet, at prisen på nikkel på en enkelt dag blev fordoblet på Londons metalsbørs.
Som tidligere beskrevet vokser elbilernes andel af brugtvognssalget markant. Det er flerdoblet på bare et år – i april udgjorde det 7 procent af det samlede brugtvognssalg.
Du kan læse mere om elbiler i AutoBranchen Danmarks vidensbank for grønne biler, som du kan finde her: Vidensbank om grønne biler – AutoBranchen Danmark