Autolak og eftermarked

Lakmaterialepriser justeres for første gang i et år 

Priserne på lakmaterialer i Autotaks er blevet hævet, og ændringerne indeholder en markant større stigning end sidste regulering, der fandt sted i marts i fjor.

Så kan landets lakerere igen se frem til at blive afregnet mere retvisende for deres forbrug af materialer til lakering.  

Der er pr. 1. marts nemlig indlæst nye lakmaterialepriser i Autotaks. 

Samlet set dækker ændringerne over en gennemsnitlig stigning på cirka 4,38 procent, oplyser Forsikring & Pension, der ejer og driver Autotaks.  

Justeringen af de nye priser sker omtrent ét år efter, at materialepriserne sidst blev ændret.  

Her udgjorde den gennemsnitlige stigning 2,6 procent, hvor det året før var 5 procent. Det skete efter to stigninger i lakmaterialepriserne i 2022, der begge løb op i 6 procent i gennemsnit. 

AutoBranchen Danmark har løbende efterlyst hyppigere opdateringer af lakmaterialepriserne, da de lange perioder uden justeringer betyder, at lakererne bliver underbetalt for deres materialeforbrug.  

Hvis man oplever, at ens lakleverandørs prisstigninger overstiger de justeringer, der finder vej til Autotaks, har AutoBranchen Danmarks eftermarkedschef Nicky Bobak opfordret til, at man som lakerer beder kunderne om at hæve lakindekset eller alternativt skriver et tillæg på fakturaen, så man ikke bliver underbetalt.    

Forsikring & Pension oplyser, at skemaet “AZT – Starttider og materialegrundløb i Autotaks” er blevet opdateret for at afspejle ændringerne. Du kan finde skemaet her.

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef

Rune Langhoff Sørensen

Public affairs- og kommunikationskonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Medlemskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent