Elbiler

Leasing fortsat langt bagud

Juli måneds bilsalg så en stigning i antallet af nyregistrerede personbiler på 8,5 procent. Det viser tal fra De Danske Bilimportører. I alt blev der registreret 16.236 personbiler i juli måned. De nyeste tal viser også, at der kom 51 elbiler på gaden i juli og 352 opladningshybrider, hvilket er en flot stigning fra sidste år. I 2018 er der indtil videre solgt 2.022 hybridbiler, og det forventes, at denne udvikling vil fortsætte.

Til gengæld er andelen af leasede biler dykket sammenholdt med traditionelt salg. I juli blev der leaset 5.375 biler, hvilket svarer til 32 procent af det totale bilsalg. I samme måned sidste år var andelen på 43 procent af det samlede bilsalg. Andelen af leasede biler faldt markant efter lovændringerne og sænkelsen af registreringsafgiften sidste år. Siden da er privatleasingen gået en anelse i stå og har ligget på nogenlunde samme i 2018, der er langt under sidste års leasingandel.

”Bilsalget i Danmark går fremad, og det er positivt. Vi ser en pæn efterspørgsel på hybridbiler ude hos forhandlerne, og det er godt for miljøet og for branchen, at hybrid- og elbilerne er med til at trække bilsalget op. Der er endnu ikke kommet gang i privatleasingen igen efter sidste års lovændring, men jeg forventer, at vi vil se en stigning i andelen af privatleasing igen i den kommende tid”, siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør Gitte Seeberg.