Bilsalg

Motorstyrelsen arbejder på løsning i forhold til listepriser

Efter stort postyr om påstået milliardsvindel med registreringsafgifter på importerede biler er Motorstyrelsen nu i gang med at afdække mulige løsninger, så branchen kan få adgang til nypriser. Det glæder AutoBranchen Danmark.

AutoBranchen Danmark har løbende været i dialog med skatteminister Jeppe Bruus og Motorstyrelsen for at sikre, at branchen får adgang til listepriserne på køretøjer.  

Det vil nemlig gøre det langt nemmere at beregne registreringsafgiften på brugte biler, der importeres til Danmark.  

Og nu fortæller Motorstyrelsen, at der arbejdes på en løsning.  

– Vi er opmærksomme på branchens ønske om at få adgang til nypriser på køretøjer. Derfor er vi i gang med at afdække mulige løsninger. Når det arbejde er færdigt, melder vi mere ud, lyder det således fra Motorstyrelsen i en mail til Motor-magasinet.   

Og det glæder Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

“Man har indrettet et system, der gør det særdeles svært at lave korrekte beregninger af registreringsafgiften på brugte importere biler, fordi listepriserne ikke er noget, som de forhandlere og brugtbilsimportører, der skal beregne afgiften, har adgang til. Derfor er det meget positivt, at Motorstyrelsen tager sagen alvorligt og arbejder på en løsning,” siger Gitte Seeberg.   

Beregningsgrundlag skal gøres tilgængeligt

Debatten om listepriser blussede op i slutningen af sidste år, hvor De Danske Bilimportører påstod, at der blev svindlet for op imod én milliard kroner med import af brugte biler.   

Siden måtte bilimportørerne dog erkende, at svindlen er langt, langt lavere.  

“Det har virkelig været uskønt at se, hvor bilimportørerne har trukket en hel branche gennem sølet, men hvis vi lykkedes med at få adgang til listepriserne, eller hvis man kommer op med en løsning, der sikrer, at det bliver nemmere og mere sikkert at beregne afgifterne, kommer der i det mindste også noget godt ud af det,” siger Gitte Seeberg.  

Bilimportørerne indberetter i dag standardpriser til myndighederne, og Motorstyrelsen bruger data til blandt andet at tjekke om brugtimportørernes afgiftsfastsættelse passer.   

“Jeg kan ikke se, at det skulle være så svært at give adgang til de her data. Men uanset hvad håber jeg, at Motorstyrelsen finder en nem løsning, der er til at administrere, og som betyder, at brugtbilsimportører får langt større sikkerhed om de beregninger, de foretager,” siger Gitte Seeberg.  

“Når myndighederne giver brugtbilsimportører den opgave, at de skal beregne registreringsafgiften, skylder myndighederne også at give de bedste muligheder for at beregne afgiften præcist og nemt. Det vigtigste for os er, at beregningsgrundlaget er tilgængeligt for brugerne i forbindelse med afgiftsberettigelsen. Hvordan det så sker er mindre vigtigt,” siger Gitte Seeberg videre.   

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør