Autolak og eftermarked

Ny autolakereruddannelse træder i kraft efter sommer 

Der kommer større fokus på den hastige teknologiske udvikling og nye biltyper, mens sprog nedprioriteres, når fremtidens autolakerere skal uddannes.

Autolakereruddannelse på College360 i Silkeborg har i de seneste år oplevet markant højere popularitet. Der kommer flere elever – og samtidig har kønssammensætningen også ændret sig hastigt. 

Men når de nye elever træder ind på skolen efter sommerferien, vil autolakereruddannelsen være ændret. 

“Vi har arbejdet målrettet med at modernisere autolakereruddannelsen, så den i endnu højere grad matcher den virkelighed, eleverne møder ude på værkstederne. Branchen udvikler sig hurtigt – særligt inden for teknologi, materialer og el- og hybridbiler – og det skal uddannelsen naturligvis afspejle,” siger Daniel Krarup Jørgensen, der er uddannelsesleder på Auto på College360. 

Konkret sker der både ændringer på grundforløbets anden del og på selve hovedforløbet. 

På grundforløbets andel del fjernes dansk som et grundfag og teknologi bliver tilføjet som et grundfag. Samtidig bliver der fokus på brandbekæmpelse, førstehjælp og der bliver tilføjet mål om styren-orientering og el- og hybridbiler.  

“Med de nye ændringer styrker vi de faglige og sikkerhedsmæssige kompetencer allerede på grundforløbet. Førstehjælp, brandbekæmpelse og forståelse for el- og hybridteknologi er ikke længere noget ekstra – det bør være en naturlig del af lærlingenes kompetencer,” siger Daniel Krarup Jørgensen. 

Godt med håndværksmæssigt fokus

På hovedforløbet bliver engelsk og praktikum fjernet, mens de faglige mål bliver udvidet som erstatning for engelsk.  

Og det er en fornuftig udvikling, mener Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark, hvor langt hovedparten af landets autolakerere er medlem. 

“Udviklingen går stærkt i disse år, og der er brug for arbejdskraft. Her gælder det om at have fokus på det håndværksmæssige i stedet for at spænde ben for potentielle autolakerere med nogle sprogfag, som måske ikke er så nødvendige. Det vigtige er, at vi klæder fremtidens autolakerere på, så håndværket er i orden, så der er styr på sikkerhed og så man kan håndtere alle former for biler,” siger han.  

Ændringerne i autolakereruddannelsen betyder også ændringer i uddannelsesordningen, så eventuelle mål om praktikum fjernes og så hovedforløbene fordeles, så de fremover hedder hovedforløb 1 til 5.  

“Den nye struktur med hovedforløb 1-5 skaber et langt bedre overblik for både elever og virksomheder. Vi har i praksis allerede arbejdet med fem skoleperioder, men har hidtil været nødt til at opdele dem som eksempelvis 1a og 1b. Med den nye struktur får vi en mere logisk og overskuelig opbygning af uddannelsen,” siger Daniel Krarup Jørgensen.  

Fokus på storvognslakering kommer formentlig næste gang

College360 oplyser derudover til AutoBranchen Danmark, at næste trin i udviklingen af uddannelsen formentlig bliver storvognslakering. Det har flere fra branchen efterspurgt – blandt andet her på eftermarked.dk. 

Og det glæder også Nicky Bobak: 

“Vi ved, at storvognslakererne har følt, at de har stået med meget af ansvaret selv. Derfor er det godt at skolen har blik for det område også,” siger han.  

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef