Den 3. januar blev en ny starttid på lakering en realitet i Autotaks. Det betyder, at man skal være ekstra opmærksom for at få alle de arbejdsenheder, som den gamle starttid på lakering udløste.
Forsikringsselskaberne har igennem forberedelser til den nye laktid fastslået, at den nye laktid ikke er en spareøvelse – og at man derfor skal have den tid, som man er berettiget til.
“Vi har været meget spændte på, hvordan taksatorerne ville gribe den nye laktid an. For det må netop ikke blive en spareøvelse, hvor man dropper betaling for dele af processerne. Det holder vi derfor grundigt øje med,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
Han opfordrer derfor til, at man på værkstederne i denne kommende tid er ekstra opmærksomme på, om man får alle arbejdsenheder, som man er berettiget til.
Samtidig opfordrer han lakerere til at søge dialogen med de værksteder, der takserer skaderne, så man er sikker på, at de er opmærksomme på ændringerne i starttiden. Her er det måske særligt relevant at informere de værksteder, der ikke takserer mange skader, lyder det fra Bobak.
“Det er indtil videre mit indtryk, at det går meget godt med at bruge den nye laktid, men der har været et par svipsere fra nogle selskaber, der har prøvet at slippe billigere, så det gælder om at holde øje – både i forhold til forsikringsselskaberne, men også i forhold til øvrige samarbejdspartnere,” siger Nicky Bobak.
Han opfordrer til, at man henvender sig til AutoBranchen Danmarks Autotaks-support, hvis man oplever forsikringsselskaber, der prøver at slippe for at yde fuld betaling eller hvis man er i tvivl om, hvordan man sikrer sig den rette afregning.
Du kan blive klogere på den nye starttid og se få en guide til, hvordan det fungerer ved at se webinar og video her: https://autobranchendanmark.dk/eftermarked/starttid-paa-lakering/