Den 20-årige lærling hos Byens Autolak i Middelfart, scorede flest point, da DM i Skills blev afviklet i Bella Center i København torsdag til lørdag i sidste uge. Han fik diplom og statuette overrakt af statsminister Mette Frederiksen på scenen lørdag eftermiddag.
”Jeg har det rigtigt godt. Først og fremmest er jeg lettet, Det er specielt at have vundet, og det er virkelig noget, man skal arbejde for. Det sværeste har været at lægge nervøsiteten på hylden og holde humøret højt”, sagde han, da han var vendt tilbage til autolakerernes plads ved den store begivenhed i Bella Center.
Autolak var blandt 45 fag, der konkurrerede ved DM i Skills
45 fag konkurrerede ved DM i Skills, der er håndværksfagenes bedste mulighed for at vise sig frem for offentligheden og demonstrere de færdigheder, som skal til inden for faget.
Autolakererne har slebet, dækket af, lakeret i to farver og meget andet i løbet af de tre dage.
”Jeg var fejedreng hos en autolakerer. Her fik jeg smag for det. Jeg kunne ikke få læreplads der, men så måtte jeg lede efter et andet sted, og det fandt jeg,” fortæller han.
”For mig er det vigtigt med et arbejde, jeg er glad for at stå op til hver morgen, og sådan har jeg det med autolakerer. Det er det helt rigtige for mig,” fortsætter han.
DM i Skills er håndværksfagenes årlige sammenkomst
DM i Skills er håndværksfagenes årlige sammenkomst, hvor uddannelserne viser sig frem og årets talenter demonstrerer deres færdigheder til inspiration for alle andre. AutoBranchen Danmark fulgte de tre dage på tætteste hold, og adm. direktør, Gitte Seeberg, lagde vejen forbi fredag, hvor hun fik gode snakke med flere af dem, der skal uddanne medarbejdere til fremtidens autobranche.
Vinderne hyldet af Mette Frederiksen
Statsminister Mette Frederiksen hyldede alle deltagerne ved Skills-konkurrencerne inden hun overrakte diplomer og priser til vinderne:
”I er dygtige med jeres hænder, men for at være dygtig med hænderne, skal man også have et godt hoved, og det har I,” sagde hun og fortsatte:
”I er gået jeres egne veje. I har ikke valgt gymnasiet lige som flertallet. I vil noget for jer selv, for jeres fag og dermed også for Danmark,” sagde hun videre.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd står Danmark til at mangle 70.000 faglærte allerede i 2025, så det er vigtigt, at mange fag får flere lærlinge. Også i autobranchen er der brug for nye kræfter til at håndtere de mange biler på vejene.
Anders Kristian Bülow Andersen har alderen til også at være med næste år, og det har de øvrige autolakerere i konkurrencen også.
De øvrige vindere inden for autobranchen:
Karrosseritekniker Christian Bjerregaard Sambleben, College360 og Jysk Automobil Centrum. Personvognsmekaniker Casper Østergaard, Uddannelsescenter Holstebro og Nyholm Auto. Lastvognsmekaniker Mathias Erforth Hinrichsen, TEC og Vognmandsforretningen Mogens Jensen.
2021-udgaven af DM i Skills kommer til at foregå i Fredericia i begyndelsen af februar. Den store begivenhed var også i Fredericia i 2016.
Du kan se flere billeder fra DM i skills her
Billederne af venligst lånt af DM i skills. Fotograf: Per Daugaard