En massiv nedlukning af samfundet i marts og april 2020 gjorde ondt på mange virksomheder, og nedlukningen kunne også mærkes på antallet af forsikringsskader.
En ny analyse fra Forsikring & Pension (F&P) viser, at antallet af forsikringsskader på biler faldt 14% i både april og maj 2020. Det efterslæb blev ifølge analysen aldrig rigtig indhentet. Nicky Bobak, eftermarkedschef hos AutoBranchen Danmark, sætter flere ord på:
“Den faldende trafik på de danske veje i 2020 er noget, som skadescentrene og autolakererne kan mærke. Det samme gælder det store fald i salget af nye biler, som har betydning for mange klargøringsvirksomheder. Effekterne rækker også ind i 2021, hvor især tvangslukningen af salgslokalerne nu for alvor gør ondt på lak- og karrosseribranchen”, siger Nicky Bobak.
Svær start på 2021
I januar 2021 blev der registreret 28.000 forsikringsskader i systemet Autotaks, der bruges til at opgøre forsikringsskader i Danmark. Det svarer til et fald i forhold til året før på 12%.
“Desværre kommer regningen for de løbende nedlukninger først med forsinket effekt i branchen for skadesarbejde og autolakering. Derfor kommer konsekvenserne også til at kunne mærkes et godt stykke ind i 2021”, fortæller Nicky Bobak.
Flest skader under 10.000 kr.
Ifølge F&P udgør mindre skader under 10.000 kr. stadig den største andel af forsikringsskader udbedret i Danmark. 92% af skaderne opstår i forbindelse med påkørsler. Der er ifølge F&P både tale om eneuheld og biler, der støder sammen. Resten af skaderne opstår ved tyveri og parkeringsskader.
- 353.000 forsikringsskader i 2020 eller hvad der svarer til 4,2 mia. kr. opgjort i systemet Autotaks.
- I april og maj 2020 faldt antallet af skader med 14%.
- Januar 2021 er også ramt af en nedgang på 12%.
- De fleste skader kan laves for under 10.000 kr., og der anmeldes omkring 1.000 skader om dagen.
- Påkørsler er den hyppigste årsag til anmeldelser af forsikringsskader.
Kilde: Forsikring & Pension