Nedlukningen resulterer i langt færre opgaver for både skadesoprettere og autolakererne. Hertil rammes underleverandører, fordi der i øjeblikket bestilles langt færre reservedele hjem til bilerne.
“Desværre rammer den nuværende nedlukning både omsætningen fra private og firmakunder. Den nedsatte aktivitet og de langt færre kørte kilometer i bil for mange danskere betyder, at der ruller færre biler ind på værksteder og hos autolakererne”, forklarer Nicky Bobak, Eftermarkedschef hos AutoBranchen Danmark.
Autobranchen bør genåbnes nu
Gitte Seeberg, adm. direktør for AutoBranchen Danmark, efterlyser en branchespecifik genåbning, der kigger på de virksomheder, der råder over meget store forretningsarealer. Det gælder især store bilhuse med tilknyttede værksteder, skadecentre eller autolakerier.
“Den her pandemi er ikke overstået i morgen. Vi appellerer til politikerne om at finde branchespecifikke løsninger, så mest muligt af erhvervslivet kan holdes kørende. I bilforretningerne har vi ekstremt store lokaler til rådighed. Det virker ulogisk, at vi ikke kan få lov til at holde åbent eller i det mindste få en plan om, hvad der skal til for at vi kan åbne forretningerne igen. Selvfølgelig på en sundhedsmæssig sikker måde i stedet for den her one–size–fits-all lukning”, siger Gitte Seeberg.
Foråret 2020 var anderledes
Under de sidste store og længerevarende nedlukning i foråret 2020 oplevede mange værkstedet og lakerere en øget mængde opgaver, fordi mange brugte nedlukningen på at få lavet dem fejl og mangler på deres biler, som måske havde været der lidt for længe.
“Denne gang ser situationen ud til at være lidt en anden. Det hænger også sammen med, at bilsalget til private hos forhandlerne er tvangslukket. Lige nu har det halveret bilsalget for en typisk januar måned, og det begynder man at kunne mærke på værksteder og hos autolakererne. Det samme kan siges om klargøringsværkstederne, der rammes af det svigtende bilsalg”, fortæller Nicky Bobak og tilføjer:
“I kombinationen med færre biler på vejene, der udløser færre skader, rammer denne nedlukningen branchen hårdere end i fjor. Hertil er mange erhvervskunder også lukket ned i denne omgang, og det kan mærkes”.
Få benytter Covid-19-tillæg
Som AutoBranchen Danmark tidligere har fortalt, er det muligt at notere de ekstraudgifter, man har til værnemidler, når der er tale om forsikringsskader. Ekstraudgifterne noteres i Autotaks, systemet der som bekendt bruges til at opgøre forsikringsskader i Danmark.
Ifølge den nye undersøgelse er det dog kun godt 30%, som benytter sig af muligheden for tillægget.
“Der bruges i sagens natur rigtig meget sprit, handsker, mundbind og rengøringsmidler i øjeblikket for at stoppe smittespredningen, når biler er på værksted. De merudgifter er man berettiget til tage sig betalt for over for forsikringsselskaberne”, siger Nicky Bobak.
Er man i tvivl om, hvordan man gør, kan man som Autotaks-bruger gennem AutoBranchen Danmark eller medlem af AutoBranchen Danmark altid ringe for at få vejledning til tillægget.