Eftermarked

Øgede udgifter til lånebiler skal forhandles direkte med forsikringsselskab

Udgifterne til gratis lånebiler er eksploderet på grund af længere leveringstider på reservedele. F&P fastslår, at eventuel dækning af ekstraudgifter er et anliggende mellem værksted og de enkelte forsikringsselskaber  

Mange værksteder oplever lige nu, at udgifterne til gratis lånebiler stiger voldsomt. Det skyldes, at leveringstider på mange reservedele er skudt i vejret og at kundernes behov for at låne en gratis bil derfor tit bliver længere, mens værkstedet venter på reservedele til at reparere bilen.  

AutoBranchen Danmark har efter at have undersøgt problematikkens omfang blandt sine medlemmer rakt ud til forsikringsselskabernes brancheorganisations Forsikring & Pension.   

Herfra er budskabet, at Forsikring & Pension hverken kan eller må blande sig – fx i forhold til at lave en fælles brancheløsning. Det er nemlig i stedet et anliggende mellem det enkelte værksted og taksator, altså de forskellige forsikringsselskaber. Det fastslog Forsikring & Pension, da AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg i sidste uge var til møde hos brancheorganisationen.   

“Jeg er glad for, at Forsikring & Pension tager det her seriøst og er villige til at have en dialog om de voldsomme ekstraudgifter til lånebiler, for det er noget, der fylder meget på værkstederne og betyder meget voldsomme ekstraudgifter. Og nu har vi så fået den afklaring, at det er noget, der skal ordnes direkte med de enkelte forsikringsselskaber. Det er noget, vi vil gå videre med, for det er urimeligt, at det alene er værkstederne, der må betale for at forsikringsselskabernes kunder får stillet gratis lånebiler til rådighed,” siger Gitte Seeberg.  

Udgifter til lånebiler eksploderet 

AutoBranchen Danmark har med en medlemsundersøgelse dokumenteret, at længere leveringstider for 90 procent af værkstederne har betydet øget pres på de gratis lånebiler.   

I en medlemsundersøgelse svarede 28 procent, at den gennemsnitlige udlånstid for gratis lånebiler er steget med 3-4 dage. 23 procent procent svarer, at det er steget med 5-7 dage, mens 11 procent svarer, at det er over én uge.   

Samtidig viste medlemsundersøgelsen, at 39 procent af respondenterne mener, at forsikringsselskaber helt selv bør betale for gratis lånebil, mens 35 procent mener, at kunde, forsikringsselskab og værksted bør deles om udgifterne.   

Vil række ud til forsikringsselskaber

“Der er en velvillighed fra værkstederne til at deles om regningen og jeg håber, at forsikringsselskaberne vil udvise samme overskud, så det ikke er værkstederne alene, der hænger på regningen. Det er simpelthen ikke fair,” siger Gitte Seeberg.   

AutoBranchen Danmark vil nu rette henvendelse til en stribe forsikringsselskaber med opfordring om, at de bidrager til at betale for de gratis lånebiler. Samtidig opfordrer AutoBranchen Danmark sine medlemmer til at gøre det samme.   

“Mange værksteder har måske tilbudt gratis lånebiler som en service for at få et forsikringsselskab som kunde. Det er naturligt nok, selvom lånebilerne længe har været en dårlig forretning. Men når situationen er så forandret, som tilfældet er nu, er det oplagt, at værkstederne retter henvendelse til forsikringsselskaberne og forklarer, at situationen er en anden, end da aftalen blev indgået – og der derfor er brug for justeringer,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.   

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert