Arbejdstilsynet

Øget fokus på forebyggelse af arbejdsulykker nødvendig

Antallet af arbejdsulykker stiger, og det samme gør bøderne for brud på arbejdsmiljøloven. Autobranchen ligger i den øverste tredjedel i ulykkesstatistikken – her er vejledningerne til forebyggelse.

Den seneste opgørelse fra Dansk Erhverv med tal fra DA’s Arbejdsulykkestatistik viser, at autobranchen ligger i den øverste tredjedel, når det gælder arbejdsulykker.

I en opgørelse over det gennemsnitlige antal arbejdsulykker i perioden 2019-2024, fordelt på brancher, ligger branchekategorien ”Bilhandel og -værksteder” på 223 ulykker per 10.000 årsværk. Til sammenligning ligger branchekategorien ”Godstransport” helt i top med et gennemsnit på 393 årlige arbejdsulykker per 10.000 årsværk, mens IT-virksomhederne – måske ikke så overraskende – har et gennemsnit på 19 arbejdsulykker om året set over de seneste 5 år.

Flere ulykker i 2024

Dykker man lidt længere ned i tallene bag gennemsnittet for autobranchen, viser Dansk Erhvervs værktøj NetStat, at der i 2019 blev anmeldt 221 ulykker per 10.000 årsværk, mens der i 2024 blev anmeldt knapt 288 arbejdsulykker per 10.000 årsværk. Dermed kan det se ud som om, autobranchen følger en generel tendens på tværs af brancher mod flere arbejdsulykker (LINK: 2024).

Dansk Erhverv har offentliggjort statistik om arbejdsulykker fordelt på brancher. Kilde: Se de nye tal: Antallet af arbejdsulykker på tværs af brancher

Stigningen falder sammen med en skærpelse af bøderne for brud på arbejdsmiljøloven (Pas på – bøderne for brud på arbejdsmiljøloven er steget markant – AutoBranchen Danmark), og det kan øge incitamentet i branchen for at forebygge ulykkerne, der også i tabt indkomst grundet sygemeldinger kan være noget, der svider på bundlinjen, samtidig med at en ulykke kan have store konsekvenser for den enkelte medarbejder.

Hjælp at hente i BrancheFællesskabet

Ønsker man som virksomhed at øge sit fokus på forebyggelse af arbejdsulykker, er der hjælp at hente.

Autobranchen er nemlig en del af BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA), et fælles forum for samarbejde om at fremme godt arbejdsmiljø i Danmark, hvis arbejde er defineret i arbejdsmiljøloven. Bilværksteder og autolakerier hører under BFA Industri, der består af repræsentanter fra både arbejdsgiver-, leder- og arbejdstagerorganisationer – en unik sammensætning som sikrer, at de metoder og værktøjer, som finansieres af BFA Industri, dækker både arbejdstageres, lederes og arbejdsgiveres behov, og dermed understøtter samarbejdet om et bedre arbejdsmiljø på virksomhederne.

Gennem løbende kontakt med arbejdspladserne er målet for BFA Industri at sikre, at branchens behov dækkes og at vejledninger og materialer opleves som relevante og inspirerende.

BFA Industris vejledninger om arbejde med El- og Hybridbiler, Arbejde med dæk og fælge samt Bremseprøvestande kan findes på BFA-industris side ”Branchespecifikke ulykker i industrien.” Derudover har BFA Industri også udgivet vejledningen Overfladebehandling, der retter sig mod arbejdet med autolakering.

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef

Rune Langhoff Sørensen

Public affairs- og kommunikationskonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Medlemskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent