Elbiler

OnStar-klager skal accepteres

Klager over Opels OnStar-system skal tages alvorligt, men foreløbig har kunderne ingen krav på kompensation.

Det er konklusionen efter fem afgørelser i Ankenævn for biler.

Opel har besluttet at lukke systemet OnStar i Europa som en konsekvens af, at Opel er overtaget af PSA gruppen. I Danmark betyder det, at importen af Opel bliver overtaget af K.W.Bruun A/S, hvor det vil ligge sammen med Peugeot og Citroën.

Lukningen af systemet vil have effekt fra udgangen af 2020.

OnStar har af Opel været markedsført som et væsentligt sikkerheds- og komfortsystem på visse modeller leveret siden 2016. En række forbrugere har reklameret til deres forhandlere over, at systemet skulle ophøre, og har krævet kompensation eller i enkelte tilfælde ophævelse af købet. Man har ikke fra importørens side med sikkerhed kunnet garantere kunderne, at et nyt PSA-baseret system ville kunne arbejde sammen med det eksisterende OnStar system, og heller ikke hvornår det ville være klar.

På den baggrund har en række kunder indbragt klager over dette forhold for Ankenævn for Biler, og på sidste ankenævnsmøde blev behandlet fem sager om dette problem.

Afgørelserne blev, at der ikke var tale om en mangel på nuværende tidspunkt, eftersom det omhandlede system først ophører med at fungere med udgangen af 2020.

På den baggrund blev det desuden slået fast, at forhandlerne måtte acceptere en reklamation, således at reklamationsfristen blev afbrudt, og at sagerne kunne tages op igen, såfremt der ikke kom en acceptabel løsning fra Opel.

Det er væsentligt, at reklamationsfristen bliver afbrudt, idet nogle kunder ellers kunne komme i klemme eftersom både købelovens to års reklamationsret og bilens to års garanti ville være udløbet inden udgangen af 2020.

Afgørelserne blev bl.a. begrundet med, at det ikke var et tilkøbt ekstraudstyr, men nok så væsentligt var også, at Opel-importøren (Opel Danmark) havde tilkendegivet, at der arbejdedes på at etablere et nyt system, som kunne arbejde sammen med det eksisterende. Sker det ikke må det dog forventes, at sagerne vil skulle behandles på ny med en alvorlig risiko for et andet udfald. Det må så vise sig hvilke udmeldinger, der kommer fra den nye importør, også henset til ankenævnets afgørelser.

På baggrund af afgørelserne må vi derfor opfordre medlemmerne til at anerkende hvis købere ønsker at reklamere over forholdet, men I kan samtidig henvise til at man ikke på nuværende tidspunkt vil have krav på kompensation.