Bilforhandlere

Rutineret branchemand bliver medlemskonsulent 

Mange i autobranchen kender allerede Kim Quistgaard. Nu skal han være medlemskonsulent i AutoBranchen Danmark og hjælpe medlemmerne med blandt andet at udnytte fordelsaftalerne og i det hele taget få det bedste ud af deres medlemskab. 

Det er en særdeles rutineret herre, som nu har trukket i arbejdstøjet for medlemmernes skyld. Kim Quistgaard kom ind i autobranchen allerede i begyndelsen af 1990’erne, hvor han med sin finansielle baggrund kom ind via bilfinansiering. 

Siden har han været salgschef i bilhuse og haft ansvaret for kundetilfredshed, og så har han i en årrække været selvstændig konsulent med salgstræning og ledertræning som den primære opgave.  

Erfaringerne fylder godt op i rygsækken. Det er erfaringer med tusindvis af besøg hos bilforhandlere – både på nyvogn og brugtvogn, samt størsteparten af de danske importører. 

“Nu glæder jeg mig til at møde AutoBranchen Danmarks medlemmer. Jeg ser frem til at besøge både nye og gamle medlemmer for at tale om alle de muligheder, et medlemskab af AutoBranchen Danmark giver for den enkelte bilforhandler, autoværksted eller autolakerer,” siger Kim Quistgaard, der begyndte i jobbet den 1. december og derfor allerede har været på landevejene og hilst på de første medlemsvirksomheder. 

AutoBranchen Danmark har en lang række medlemsydelser. Nogle er meget kendt af medlemmerne, andre er mindre kendt. Fælles for dem er, at de giver fordele. Foruden den oplagte juridiske rådgivning, den politiske interessevaretagelse og den konstante opdatering af nyheder og tendenser i branchen, så er der også en række medlemsfordele. Det er fordelsaftaler med leverandører, som enten giver mulighed for salgsgevinst eller besparelse på forskellige omkostninger.