I årets første tre kvartaler er der solgt 35 procent flere brugte elbiler, end tilfældet var i fjor.
Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Mens der sidste år blev solgt 26.200 brugte elbiler i årets første ni måneder, er der således blevet solgt 35.356 brugte elbiler i år. Samlet set udgør salget af brugte elbiler nu over 9 procent af brugtvognssalget, mens brugte pluginhybrider udgør yderligere 5 procent.
“Vi har længe set, at de grønne biler har godt fat i nyvognssalget, men de fylder også mere og mere blandt de brugte biler. Når man tænker på, hvor mange brugte elbiler, der blev importeret i fjor for at afhjælpe manglen på biler, er det tankevækkende, at salget fortsat stiger så meget,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Det samlede brugtvognssalg går omvendt tilbage, og er i årets tre første kvartaler faldet med 1,6 procent fra 394.239 solgte biler i fjor til 388.018 i år.
Set i det lys er salget af brugte biler i september mindre nedslående, da det kun er faldet med 1,3 procent i forhold til september sidste år.
Der blev i september solgt 42.188 brugte biler mod 42.730 i fjor. Brugte elbiler og pluginhybrider udgjorde til sammen 18 procent af brugtvognssalget i september.
Nyvognssalget stiger, men Tesla står for det meste af fremgangen
Ser man på nyvognssalget er tendensen omvendt også, at september er bedre end året generelt. I september blev der solgt 14.885 nye biler mod 13.008 sidste år. Det er en stigning på 14,4 procent, mens nyvognssalget i de tre første kvartaler har oplevet en samlet stigning på 13,7 procent.
Elbilerne var den mest solgte bil i september og udgjorde 43 procent af nyregistreringerne mod 23 procent i fjor. Herefter følger benzinbiler med 40 procent af salget mod 43 procent i fjor. Både salget af pluginhybrider, dieselbiler og hybrider er halveret i forhold til september i fjor og udgør henholdsvis 9 procent, 6 procent og 3 procent af salget.
“Selvom det er positivt, at nyvognssalget stiger så meget, som det gør, er det set fra de traditionelle forhandleres synspunkt ikke lutter lagkage. Faktisk er nyvognssalget kun steget med 1,8 procent i forhold til sidste år, hvis man fjerner Tesla fra ligningen, der som bekendt ikke sælger sine nye biler hos traditionelle forhandlere,” siger Gitte Seeberg og henviser til, at nyvognssalget i fjor var historisk dårligt på grund af mangel på biler.
“Tesla har sat sig på stort set hele fremgangen, og det er ikke godt nok for de traditionelle forhandlere. Der er brug for nye bilmodeller, der kan konkurrere med Tesla, og de er heldigvis også på vej,” siger hun.
Teslas dominans var også et tema på AutoBranchen Danmarks årsdag for nylig.