Da Stellantis valgte at opsige hele sit europæiske forhandlernetværk per 1. juli 2023, lå det i kortene, at der var noget stort på vej. Den store koncern fremlagde en tidsplan for, hvordan forhandlingen af bilmærkerne skulle overgå til agentmodellen.
Tidsplanen der blev lagt frem var, at alt bilsalg i Belgien, Holland og Østrig skulle overgå til agentmodellen 1. juli 2023, mens salget af varebiler og de mindre bilmærker Alfa Romeo, DS og Lancia i hele Europa også skulle overgå til agentmodellen. I 2027 skulle alt bilsalg forventeligt overflyttes til agentmodellen.
Den tidsplan har Stellantis ifølge flere britiske medier skrinlagt. AutoBranchen Danmark har fået oplysningerne bekræftet af parter, der har forhandlet med Stellantis om den nye agentmodel.
Tidsplanen ændres ikke for Belgien, Holland og Østrig, der stadig overgår til agentmodellen i 2023, men for de andre europæiske lande, vil agentmodellen første træde i kraft i 2024, forventeligt den første januar.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg mener, at forsinkelsen understreger, hvor kompleks agentmodellen er.
”AutoBranchen Danmark ser mange fordele i, at biler kan sælges via agentmodellen, forudsat at det foregår på ordentlige og klare vilkår, der er bæredygtige for både de nuværende forhandlere og bilproducenterne. Men at forhandle den slags vilkår for et helt kontinent tager tid, måske også længere tid end Stellantis havde regnet med. Fra vores kollegaer i Europa har vi hørt om forhastede og kaotiske forhandlingsforløb, der ikke vil sikre en bæredygtig løsning for begge parter. Derfor mener jeg, at Stellantis har truffet det eneste rigtige valg med at udskyde implementeringen til 2024,” fortæller Gitte Seeberg.
I næste udgave af Magasinet AutoBranchen Danmark kan du læse mere om, hvor langt bilmærkerne er med at udrulle en agentmodel, samt hvilke bilmærker, der stadig vil benytte forhandlere.
Som medlem af AutoBranchen Danmark kan du søge rådgivning om forhandler- og agentkontrakter i vores juridiske afdeling.