Hjælp til bedre taksering er en af hovedprioriteterne for Lars Baun Vilhelmsen, AutoBranchen Danmarks nye eftermarkedskonsulent
Der er nu gået en måned, siden AutoBranchen Danmark styrkede sin eftermarkedsindsats med ansættelsen af eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen, der igennem knap 30 år har arbejdet som både værkfører, værkstedschef og skadeschef i forskellige virksomheder.
Han kommer som eftermarkedskonsulent til at hjælpe medlemmerne af AutoBranchen Danmark med at optimere deres forretning – og allerede nu står det klart for ham, hvad en af hovedprioriteterne bliver: Nemlig korrekt taksering af de opgaver, der bliver løst i eftermarkedet.
“En af de store udfordringer i eftermarkedet lige nu er at sikre, at lakererne og værkstederne får den honorering de skal have – og er berettiget til. Takseringen halter desværre rigtig mange steder, og det er et af de områder, jeg vil hjælpe medlemmerne af AutoBranchen Danmark med at løfte,” siger Lars Baun Vilhelmsen.
AutoBranchen Danmark har allerede Autotaks-support og holder løbende kurser i Autotaks, men den nye eftermarkedskonsulent opfordrer alle medlemmer til at tage kontakt til ham, hvis de vil arrangere et fyraftensmøde om bedre taksering.
“Hvis en lakerer fx samler en håndfuld af sine værkstedskunder, kommer jeg meget gerne ud og holde en lille session med tips og tricks, så både lakerer og værksted får korrekt taksering og tjener flere penge. Det er win-win,” siger Lars Baun Vilhelmsen.
Udover fyraftensmøder om taksering bliver andre former for medlemsbesøg også en af Lars Baun Vilhelmsens primære arbejdsopgaver. Det gælder fx certificering og auditering af KS-2000-certificerede værksteder. Men det kunne også være alle de andre store og små ting, der fylder i hverdagen på en virksomhed i eftermarkedet.
Og det at kunne hjælpe andre betyder meget for Lars Baun Vilhelmsen:
“Jeg bliver gladere og gladere for jobbet for hver dag der går. Jeg tænder på at kunne gøre en forskel ude i marken ved medlemmerne,” siger Lars Baun Vilhelmsen, der begyndte i jobbet 1. april.
“Efter knap 30 år som værkfører, værkstedschef og skadechef i forskellige private virksomheder er det anderledes at komme om på den anden side af disken, men jeg har fra første dag følt mig hjemme i og som en del af Autobranchen Danmark,” siger han.
Eftermarkedschef Nicky Bobak er glad for den forstærkning, som Lars Baun Vilhelmsen udgør:
“Lars har en kæmpe erfaring fra branchen og jeg vil opfordre alle vores medlemmer til at trække på hans mange kompetencer, ligesom man kan gøre det med vores øvrige medarbejdere. Branchen står i situation, hvor tingene går hurtigt og den ene krise afløser den anden – og vi står altid klar til at hjælpe så godt vi kan,” siger Nicky Bobak.