Elbiler

Teknologi ændrer forholdet mellem forsikringer og biler

Forsikringer og biler har siden 1930 hængt uløseligt sammen gennem lovgivning. Men hvordan forholder forsikringsbranchen sig til den stigende mængde data, som i dag kan udveksles mellem biler, producenter, autobranchens parter og i sidste instans kunderne?

Mats Gottschalk, koncerndirektør hos Gjensidige Danmark, var en af de mange eksperter, som var med til at løfte de to branchedage på Gram Slot med et højt fagligt indlæg. I sit oplæg kiggede han nærmere på de forhold, som forsikringsselskaber og erhvervsdrivende i autobranchen har. Og derimellem forbrugerne.

“2011 var et skelsættende år, som har præget både bil- og forsikringsbranchen lige siden. Her tillod den amerikanske stat Nevada nemlig kørsel og forsøg med selvkørende biler. Man kan spørge, hvad det betyder for bilforsikringer i Danmark. Det betyder utrolig meget for hele branchen, fordi vi med ny teknologi lige pludselig står over for en bilsektor, der står til at blive ændret juridisk, fordi computere overtager væsentlige opgaver”, forklarede Mats Gottschalk på sin fagsnak, der foregik på selve Gram Slot.

Forsikringer on demand

Bildata giver nogle nye muligheder for at vurdere kundernes kørselsmønstre og på den måde skræddersy flere forsikringer. Det kan give et marked, hvor man har forsikringer on demand – altså man har de forsikringer, man individuelt har brug for. Ikke flere, ikke færre. Som eksempel nævner Mats Gottschalk ‘pay as you drive’.

“Fremtidens kunder bliver nogle andre end i dag. Bilerne åbner op for nogle andre tekniske muligheder, som revolutionerer branchen. Præcis som man har set med de ordninger til delebiler og lignende. Kunderne vil i højere grad til og fravælge deres forhold til køretøjer. Og når de vil det, og med data og apps har mulighed for det, sker der også massive ændringer på forsikringsområdet”, sagde Mats Gottschalk.

Nye materialer giver dyrere reparationer

I takt med at der kommer flere elbiler på markedet, stiger behovet for ændrede forsikringspakker, som tager forbehold for nye materialer, sikkerhedssystemer og dertil selvkørende funktioner.

“Elbiler har skubbet på for at tage nye materialeteknologier i brug. Eksempelvis bruger Tesla helstøbte karrosserier i aluminium. Noget tilsvarende kendes fra Audi. Det betyder tilsvarende, at skader og udberedninger på de dele gør det dyrere, end man traditionelt set oplever. Læg dertil garantier og udskiftning af elbilernes batterier. Det stiller igen helt nye krav til de forsikringsprodukter, vi skal tilbyde i fremtiden”, forklarede Mats Gottschalk på sit oplæg.