Skadesbranchens afregning fra forsikringsselskaberne er et emne, der aldrig går af mode. Og fordi forsikringsselskaberne ofte er langt den største og ofte også de eneste kunder i skadesbranchen, er afregningen da også afgørende for såvel karrosseriværksteder og lakerere.
Og her tegner sig desværre et dystert billede, når AutoBranchen Danmarks medlemmer skal vurdere, hvordan udviklingen i deres samlede afregning for skadesbrabejde har været over de sidste par år.
Når man tager højde for timeprisen, avance på reservedele, lakmaterialer, bundlinjerabat til forsikringsselskaberne samt intern rabat mellem parterne, svarer kun knap 17 procent, at de har fået højere samlet afregning.
Det viser en medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer, der er foretaget i begyndelsen af året.
Omvendt svarer 27 procent af respondenterne, at deres samlede afregning er blevet lavere, mens 9 procent svarer, at afregningen er blevet meget lavere. Ingen svarede modsat, at deres samlede afregning var blevet meget højere.
37 procent af respondenterne svarer derudover, at deres samlede afregning er cirka det samme.
“Vi har i de seneste par år set en meget heftig prisudvikling i samfundet med inflation og øgede lønomkostninger, så det er selvfølgelig stærkt problematisk, at mange i skadesbranchen oplever, at deres samlede afregning falder. Det er også problematisk, at så mange svarer, at afregningen er cirka det samme, for når man ser på den øvrige udvikling, betyder status quo jo de facto, at de bliver snydt,” siger Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark.
Intenst prispres
“Forsikringsselskabernes prispres er intenst og presser især mindre og mellemstore værksteder. Det er helt uholdbart, hvis forsikringsselskaberne også i fremtiden vil have lavet skader i alle dele af landet – og have lavet skader i god kvalitet og tæt på kunderne,” siger Nicky Bobak.
“Man udpiner branchen, når man ikke betaler ordentligt for skadesarbejdet. Og det betyder jo, at der bliver færre penge til investeringer i udstyr, til uddannelse og til generel udvikling af branchen,” siger han videre.
Undersøgelsen viser også, at 61 procent af respondenterne finder deres timepris’ niveau utilfredsstillende, mens 21 procent finder den meget utilfredsstillende. Kun 18 procent mener, at niveauet for deres timepris er tilfredsstillende.
Flere respondenterne peger også på, at deres timepris’ niveau betyder, at de har underskud, at de frygter at gå konkurs og at de har fyret eller må fyre medarbejdere.
Tidligere viste medlemsundersøgelsen, at forsikringsselskabernes prispres har nået et omfang, der betyder, at mange i branchen mener, at forsikringsselskaberne gambler med kvalitet og sikkerhed i reparationerne.
Kontakt





