Bilforhandlere

Trængsel, mobilitet og grønne løsninger til debat på Folkemødet

Trængslen omkring de større byer stiger, og fremtidens grønne løsninger blev diskuteret på Bornholm i sidste uge.

Fra venstre ses Jacob Skjærris, Senior Advisor hos Sakui, Gitte Seeberg, adm. direktør i Autobranchen Danmark, Bo Jakobsen, Commercial Director hos Santander, Michael Lamberth, CCO hos OK og Jesper Kronborg, Branchedirektør i Dansk Erhverv Transport

Politikere, kendisser og andet godtfolk fyldte op i Allinges gader, da årets Folkemøde blev afholdt i sidste uge. Torsdag eftermiddag havde en del af gæsterne fundet vej til en paneldebat om fremtidens mobilitet, som blev arrangeret af Dansk Erhverv og AutoBranchen Danmark.

Her var adm. direktør i Autobranchen Danmark, Gitte Seeberg, på scenen for at debattere. Ved siden af hende stod også Bo Jakobsen, Commercial Director hos Santander, Jacob Skjærris, Senior Advisor hos Sakui, Michael Lamberth, CCO hos OK og Jesper Kronborg, Branchedirektør i Dansk Erhverv Transport.

Debattens omdrejningspunkt var, hvordan fremtidens mobilitet vil ændre verden i en grønnere retning. Men også fremtidens finansieringsløsninger på området for persontransport blev diskuteret.

Jesper Kronborg fra Dansk Erhverv lagde ud med at skitsere, at trængselsproblemerne ved de større byer er steget så kraftigt, at vi ikke kan bygge os ud af problemet. Vi er nødt til at forbedre samspillet mellem transportformerne.

Leasing vinder frem

Gitte Seeberg slog fast, at den grønne omstilling på bilområdet går hurtigere, end vi havde forventet. Lars Løkkes ambitiøse mål for elbiler og pluginhybridbiler ser ud til at blive overgået.

Samtidig ser det ud til, at ejermønstret forandrer sig, så flere leaser, og at store prisfald på elbiler kan være en medvirkende årsag.

Bo Jakobsen fra Santander kunne bekræfte, at tendensen i øjeblikket går mod leasing – faktisk oplever Santander, at over halvdelen af privatkunderne herhjemme leaser.

Elbiler er samtidig ved at overhale fossilbiler. Og også hvad angår elbiler, er det populært at lease, så forbrugeren ikke selv står for restværdien.

Vi er vanedyr

Når det kommer til at reducere trængsel ved at lave samkørsel, er det til gengæld kun få procent af borgerne, der i dag er klar til at pendle flere sammen til arbejde, sagde Gitte Seeberg.

Udviklingen går mod flere mobilitetsløsninger, men det ligger lidt ude i fremtiden. I Danmark har vi ikke Uber og Lyft, som i andre lande – ellers havde vi oplevet en hurtigere omstilling, forklarede hun.

Hvad angår samkørsel mente Jacob Skjærris fra Sakui også, at det kan være en løsning på trængselsproblemer, hvis man kan få folk til at køre sammen – men vi er vanedyr, og det er supernemt at have sin egen bil. Bilen er suverænt vores foretrukne transportform.

Derudover slog han fast, at trængslen findes i København, men ikke ude på landet. Derfor er det vigtigt, når man taler roadpricing, der også nævnes som løsning, at det kan give mening, hvor der er trængsel. Men det giver ingen mening ude på landet, da det koster for meget at stille et alternativ til rådighed.

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver