Bilforhandlere

Udsigt til eftertrykkelig toldstigning – få overblikket her

Markant forhøjede toldsatser vil formentlig ramme elektriske biler produceret i Kina i løbet af kort tid. Her kan du læse, hvad der er i vente.

I sidste uge meldte Europa-Kommissionen ud, hvor de ser niveauet for told på kinesiske elbiler ligge fremover. Og det niveau bliver formentlig markant højere, end vi har været vant til.

Hidtil har elbiler produceret i Kina været begunstiget af en told på blot ti procent – det er faktisk fem procent under kinesernes egen told på europæiske biler.

Men Europa-Kommissionen har gennem længere tid undersøgt, om kinesisk elbilsproduktion har modtaget ulovlig statsstøtte, og på baggrund af den undersøgelse har de altså nu meldt nye toldsatser ud, som skal matche den statsstøtte, man mener, er blevet givet.

Mærkerne får forskellige toldsatser

Det betyder, at der bliver tale om individuelle toldsatser for de enkelte bilmærker. Hårdest ramt bliver bilproducenten SAIC, der er statsejet. De forventes at blive pålagt 38,1 procent told, så de i alt kommer op på 48,1 procent. SAIC ejer bl.a. bilmærket MG, der har solgt 535 elbiler herhjemme i år.

De fleste producenter, som har samarbejdet med Europa-Kommissionen, slipper dog med en lavere ekstra told på 21 procent eller lidt under. Her kan du finde en liste over mærkernes told (nederste link fra 12. juni), der skal lægges oven i de eksisterende 10 procent.

Vil påvirke forbrugerne

Den kinesiske produktion af elbiler har bl.a. været med til at drive de prisfald, vi har set fra Tesla og andre elbilsproducenter i de seneste år. Derfor kan de kommende toldsatser få betydning for forbrugere, mener adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

”Vi kan selvfølgelig ikke have en situation, hvor markedet bliver oversvømmet af billige kinesiske elbiler med statsstøtte i ryggen. Men vi har også behov for, at bilerne ikke bliver så dyre, at den almindelige danske og europæiske familie ikke har råd til dem. Der er brug for flere forskellige elbiler, som svarer til forbrugernes behov og ønsker, hvis vi skal løse klimakrisen. Og det skal vi.”

Hvor stor en del af den kommende toldstigning, der vil blive lagt oven i den pris, forbrugerne skal betale, og hvor meget fabrikkerne selv absorberer, vides ikke endnu.

Kinesiske Xpeng har dog sagt, at en prisændring ikke kan udelukkes. Tesla melder også om mulige prisstigninger på Model 3, der produceres i Kina.

Må ikke gå ud over grøn omstilling

”Vi har set på andre markeder, hvor meget højere priser betyder for elbilssalget. Derfor er det vigtigt, at det her ikke kommer til at sætte den grønne omstilling i bakgear,” siger Gitte Seeberg.

Kinesernes respons på toldsatserne kan også få betydning herhjemme – f.eks. vil kineserne nu starte en antidumping-undersøgelse af svinekød fra EU.

”Vi håber ikke, det vil udvikle sig til en regulær handelskrig, for det vil næppe gavne de europæiske forbrugere,” siger Gitte Seeberg.

Kinesisk elbilssalg er steget kraftigt

I 2024 er der indtil videre indregistreret 30.717 nye elbiler i Danmark – og i maj måned rundede salget af elbiler for første gang 50 procent af nybilssalget. Det viser tal fra bilstatistik.dk.

Ud af de mange nye elbiler stammer over 19 procent fra kinesiske mærker. I samme periode for et år siden udgjorde de kinesiske mærker blot 10,4 procent af elbilssalget.

Flere vestlige mærker får produceret sine biler i Kina, og de vil også blive påvirket af toldstigningerne. Blandt andet den populære Tesla Model 3, der er solgt i næsten 2.000 eksemplarer herhjemme i år.

Ikke trådt i kraft

Det er vigtigt at understrege, at den nye told ikke er trådt i kraft endnu. De ramte kinesiske fabrikker, har nogle uger til at påpege, hvis Kommissionens beregninger skulle være forkerte. Ellers forventes de nye toldsatser at blive offentliggjort den 4. juli og træde i kraft den følgende dag – potentielt kan de også få tilbagevirkende kraft på op til 90 dage.

På det tidspunkt, vil der være tale om en midlertidig told. Europa-Kommissionen har derefter fire måneder til at færdiggøre sine undersøgelser og sikre opbakning til en endelig toldsats, der så vil løbe i fem år.

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver