Arbejdsgiver

Brug for hjælp i personalesager – ABAF er din hjælp 

AutoBranchens ArbejdsgiverForening, ABAF er arbejdsgiverforening for AutoBranchen Danmarks medlemmer. ABAF’s primære rolle er at hjælpe og rådgive medlemmerne inden for alle aspekter af arbejds- og ansættelsesretten. Ny sekretariatschef tiltræder den 1. maj. 

Kan vi sætte en medarbejder ned i tid? Må vi ændre medarbejderens arbejdsopgaver? Hvad skal der stå som begrundelse i opsigelsesbrevet? Mange medlemmer er ikke bevidste om, hvordan ABAF kan bistå sine medlemmer, når ovenstående spørgsmål bliver relevante. 

Måske ringer de endda til en advokat og betaler for en rådgivning, de kan få gratis som medlem i AutoBranchens ArbejdsgiverForening, ABAF. 

“Juristerne i vores arbejdsgiverforening hjælper både små og store bilforhandlere, autolakerere og leasingselskaber. De kender lovgivningen og ved, hvordan medlemmerne skal agere i forskellige situationer. Er du medlem af ABAF, så brug dem,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark og medlem af ABAF’s bestyrelse. 

Over de seneste måneder har ABAF fået nye medarbejdere på posterne. Maria Barfoed og William Vegenfeldt er fratrådt. Advokatfuldmægtig Mads Willer Skytte er fortsat klar til at håndtere autobranchens spørgsmål, og pr. 1. maj tiltræder advokat Louise Flyger som sekretariatschef i AutoBranchens ArbejdsgiverForening.  

Mads Willer Skytte kan fortsat træffes på telefon 22615073 og mailadresse mws@danskerhverv.dk, og ABAF findes også på hotlinenummeret 33746400. Louise Flyger, som er advokat med speciale i arbejds- og ansættelsesret, kan træffes efter den 1. maj.   

AutoBranchens ArbejdsgiverForening sidder fysisk hos Dansk Erhverv og medarbejderne kan derfor også trække på den store viden, der er i den organisation. Men du kan altid ringe til ABAF’s egne specialister. 

“De seneste par år har mange været pressede på økonomien. Det betyder at nogle virksomheder har fundet det nødvendigt at ændre i åbningstider, bemanding og vagtplaner. Nogle har måske endda skåret ned i antallet af ansatte. I forbindelse med den slags forandringer, bør I i virksomheden altid søge rådgivning hos ABAF,” siger Gitte Seeberg.

Med et medlemskab af ABAF får du dels adgang til rådgivning i forhold til alle ansættelsesretlige aspekter, og dels sikrer du din virksomhed i tilfælde af, at en medarbejder rejser en sag, eller du får behov for at være repræsenteret af en advokat i en konkret tvist/retssag. Dette gælder uden meromkostninger, idet kontingentet er en fast årlig betaling. Såfremt man som virksomhed har valgt ikke at være medlem af en arbejdsgiverforening, er alternativet, at man søger rådgivning hos ekstern advokat, hvor udgifterne til advokat hurtigt bliver langt højere.