Det ufornuftige sejrede

Det handler om at komme først over målstregen, og det kræver, at man giver alt, hvad man har for at nå målet. Det er kendetegnet for racerkører Jan Magnussens karriere, der både har budt på store sejre, skuffelser og en stolthed som far. 45-årige Jan Magnussen tager telefonen en tidlig morgen fra Wisconsin i USA, hvor han netop har afsluttet et løb i weekenden. Han når lige hjem til sin familie i Roskilde et par dage, inden det for alvor går løs med de næste løb i WeatherTech SportsCar Championship. Jan Magnussen fører sammen med makkeren Antonio Garcia lige nu i GTLM-mesterskabet, som de også er forsvarende mestre i. Det skal også gerne blive til en sejr i år for ”only victory counts”, som Jan Magnussen udtrykker det. ”Det er den måde, jeg føler, alt mit arbejde bliver godkendt på”, fortæller racerkøreren. Den 27. september fortæller Jan Magnussen om sin hæsblæsende karriere ved AutoBranchen Danmarks årsdag på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Det er en karriere, der langt fra er slut, selvom Jan Magnussen nærmest er født ind i branchen. Først som gokartkører, siden i både Formel 1 og Le Mans, og fra 2007 har Jan Magnussen været fuldtidsansat fabrikskører hos Corvette Racing for General Motors i USA.