SKAT pålagde yderligere registreringsafgift på ombygget varebil

SKAT pålagde yderligere registreringsafgift på en varebil, der var ombygget til sovekabine. Varebilen var registreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse på gule plader, men da politiet stoppede føreren af varebilen konstateredes det, at der i varerummets fulde bredde bag forsæderne var fastmonteret en hylde/vinklet bænk samt indsat en sengeramme med madras og tæpper. Væggene var derudover beklædt med et tykt stofmateriale. Køretøjet opfyldte derfor ikke betingelserne i registreringsafgiftsloven for registrering som varebil, og derfor pålagde SKAT ejeren at betale 73.408 kroner i yderligere registreringsafgift.

Finanslov 2018: Højere hastighedsgrænser og billigere bro

Regeringen og Dansk Folkeparti har lavet en finanslovsaftale for 2018. I aftalen er der blandt andet aftalt højere hastighedsgrænser på udvalgte landeveje fra 80 km/t til 90 km/t. og på udvalgte motorveje til 130 km/t. Der er afsat penge til bekæmpelse af vejstøj. Taksterne til Storebæltsbroen sættes ned med 25 procent, og der afsættes penge til en udvidelse af motorvejen på Vestfyn mellem Nr. Aaby og Odense V samt en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 mellem Randers og Vejle.