Bilafgifter

Før pitstop: Flere partier åbne for ændring af afgift på elbiler

Næste år er der planlagt et politisk pitstop angående registreringsafgifter på elbiler. Men allerede nu er flere partier åbne for at justere på den plan, der blev lagt i 2020.

Elbiler har i de seneste år arbejdet sig op på en solid placering som det klart mest solgte drivmiddel i nyvognssalget. En succes, der formentlig i høj grad kan tilskrives den politiske aftale om favorable afgiftsvilkår for grønne biler, som blev indgået i slutningen af 2020. 

På det tidspunkt var forventningen, at stålprisen på de dyre elbiler ville falde med tiden, og derfor indeholdt aftalen en gradvis udfasning af forskellige afgiftsrabatter i de kommende år. Særligt i perioden 2026 til 2030 vil især de dyrere elbiler blive ramt af kraftigt stigende afgifter. Men allerede næste år får elbilerne et nøk opad på afgiften, som du kan læse om her.  

Næste år er der også planlagt et politisk pitstop, som skal afklare, om der er behov for at ændre i den planlagte indfasning af afgifter. Det har skatteminister Rasmus Stoklund (S) for nylig bekræftet ved et møde med AutoBranchen Danmark.  

Åbne for ændringer 

Og udsigten til højere afgifter samt det planlagte pitstop har allerede nu fået flere partier til at forholde sig til spørgsmålet i Børsen i den forgangne uge.  

Frederik Bloch Münster, skatteordfører for Konservative, erklærer direkte, at han er imod, at man hæver afgiften, fordi han ser elbiler som nøglen til grøn omstilling af persontransporten.  

Også hos de to regeringspartier tilslutter hhv. skatteordfører Mohammad Rona (M) og skatteordfører Preben Bang Henriksen (V) sig, at det er vigtigt at fastholde et prismæssigt incitament til at vælge grønne biler. 

Alle tre åbner de for muligheden for at strikke bilafgifterne anderledes sammen, end det er tilfældet i dag. Mohammad Rona nævner dog også udfordringen omkring lavere indtægter i statskassen jo flere, der vælger grønt pga. lave registreringsafgifter og tab af indtægter fra brændstofafgifter. 

Hold igen med stigninger 

Hos AutoBranchen Danmark glæder adm. direktør Gitte Seeberg sig over, at de politiske ambitioner om en million grønne biler i 2030 er kommet så godt fra start. 

”Selvom vi forventer fortsatte prisfald på elbiler i de kommende år, vurderer vi også, at den indfasningstakt af registreringsafgiften, der er lagt op til fra 2026, efter alt at dømme bliver for høj, hvis det fortsat skal være attraktivt at vælge en elbil.” 

”Det kan give mening at fastholde lave registreringsafgifter på elbiler og gøre ejerskabet dyrere, hvis man samtidig er opmærksom på, at fx forsikringspræmien på elbiler også ventes at stige markant i de kommende år, og at man ikke rammer mindre og billigere elbiler uforholdsmæssigt hårdt. For det er her, vi venter at se den grønne omstilling tage fart i de kommende år,” siger Gitte Seeberg.

Som det ser ud før pitstoppet, så betyder bundfradraget faktisk, at elbiler i prislejet omkring 250.000 kr. ikke kommer til at mærke afgiftsstigningen, vurderer FDM i Børsen.  

Og mange nye modeller er på vej i det prisleje – bl.a. den nye Kia EV3, som netop er kåret som Årets Bil i Danmark

FDM er i øvrigt tilhængere af periodiske afgifter baseret på bilers tekniske egenskaber i stedet for en stor registreringsafgift ved købet, udtaler Ilyas Dogru til Børsen. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør