Eftermarked

Forsikringsselskaber hæver priserne efter rekordmange skader 

Antallet af skader er steget med knap 11 procent i årets syv første måneder – og det påvirker forsikringsselskabernes regnskaber.  

De fem første skadeforsikringsselskaber er blevet mindre lønsomme. 

Det skriver Finanswatch. Og det skyldes i særlig grad, at der kommer flere og flere skader. 

”Den væsentligste årsag er, at skadesfrekvensen er stigende, i særdeleshed inden for motorforsikringer, som er det største produkt for de fleste forsikringsselskaber. Det er noget, som kan mærkes negativt i andet kvartal,” siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank til Finanswatch. 

I årets syv første måneder er antallet af skader på motorområdet steget til 260.100, hvor det i samme periode sidste år løb op i 235.003, viser de seneste tal fra Forsikring & Pension. 

Det svarer til en stigning på knap 11 procent indtil videre i år.  

Ifølge Sydbanks analytiker er det stigende antallet motorskader dog ikke noget, der bør vække bekymring: 

”Min vurdering er, at det er noget, der er styr på ude i selskaberne, og som man løbende tilpasser sine priser efter, men det er noget, som har givet modvind i dette kvartal, og det vil det fortsætte med nogle kvartaler frem. Det er ikke noget, der forsvinder lige foreløbigt,” lyder analysen fra Mikkel Emil Jensen. 

Sidste årets begyndelse er det da også blevet 10 procent dyrere at tegne ny motorforsikring hos Topdanmark, og Alm. Brand og Gjensidige er også blandt de selskaber, der har hævet prisen, skriver Finanswatch.  

”Vi har kunder, der får flere dyre skader på deres biler. Motorskader er i gennemsnit blevet dyrere at reparere. Reservedele og arbejdslønninger er steget. Og så er der flere biler på vejene. Og hvis du kigger på bilmikset er der kommet flere tunge biler – el og hybridbiler – så skaderne bliver større, når de kører sammen,” har Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark, tidligere udtalt til Finanswatch. 

Bobak: Regningen må ikke ende i skadesbranchen

Hos AutoBranchen Danmark konstaterer man, at udviklingen i skader betyder, at der er nok at lave i skadesbranchen og også vil være det fremover: 

“Vi har igennem snart længere tid oplevet et øget antal skader. Det skyldes selvfølgelig, dels at bilparken bliver stadig større, men også at bilerne bliver større og får hurtigere acceleration,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

Han advarer dog forsikringsselskaberne mod at presse priserne over for pladeværksteder og autolakerere: 

“Skadesbranchen har i årevis fået udhulet deres forretning af forsikringsselskabernes øgede indkøbspres, hvor man fra selskabernes side også forventer mange gratis ydelser. Derfor bliver vi nødt til at slå det helt fast, at det ikke er skadesbranchen, der skal betale for, at motorforsikringerne bliver mindre rentable,” siger Nicky Bobak. 

Motorforsikringerne er og har igennem flere år været det mest profitable forsikringsområde for forsikringsselskaberne. Derfor mener Nicky Bobak, at selskaberne enten må sende regningen videre til forbrugerne eller acceptere, at området bliver mindre profitabelt. 

“Skadesbranchens økonomi er i forvejen hårdt presset, og der er over hele linjen brug for timeprisstigningenrog et opgør med gratis ydelser, hvis branchen skal kunne overleve, tiltrække og fastholde arbejdskraft og følge med den teknologiske udvikling,” siger han. 

AutoBranchen Danmark har taget initiativ til et åbent brev til forsikringsselskaberne, som kræver bedre vilkår til branchen. Hvis du vil være medunderskirver på brevet kan du kontakte Nicky Bobak på nbo@abdk.dk eller telefon 31394316. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert