Eftermarked

Markant utilfredshed med timepriser

Kun 18 procent er tilfredse eller meget tilfredse med de timepriser, de får fra forsikringsselskaberne. Generelt er utilfredsheden stor, og flere frygter konkurser eller har allerede måtte afskedige medarbejdere.

Selvom mange har oplevet forhøjelse af deres timepriser, er afregningen fra forsikringsselskaberne stadig ikke på et niveau, hvor skadesbranchen læner sig tilbage og klapper i hænderne.  

Tværtimod. 

Kun lidt 17,2 procent af respondenterne i AutoBranchen Danmarks seneste medlemsundersøgelse svarer således, at de er tilfredse med deres timepris’ niveau, mens én procent svarer, at de er meget tilfredse. 

Omvendt svarer 48,5 procent af respondenterne, at niveauet for deres timepris er utilfredsstillende, mens 27,3 procent svarer, at niveauet er meget utilfredsstillende. Samlet ser er tre ud af fire altså utilfredse med deres timerpris’ niveau.  

Og det er slet ikke godt nok, fastslår Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark: 

“Timepriserne står i stampe alt for mange steder. Og selvom de heldigvis er blevet hævet mange steder, betyder det jo desværre ikke, at de er blevet hævet til et rimeligt niveau, hvor øgede omkostninger dækkes og hvor man har råderum til at investere i virksomheden,” siger Nicky Bobak. 

Og netop investeringer, men også fastholdelse og tiltrækning af arbejdskraft er også noget, der bekymrer respondenterne i undersøgelsen:  

“Hvis man tænker på, hvad en timepris skal være med til at dække ind + være med til at lokke svende ind i værkstedet, så er den alt for lille. Det er ikke på grund af lønnen, at folk maler biler,” lyder kommentaren fra en respondent. 

Lave timepriser betyder underskud

“Store problemer ved nye investeringer og medarbejderpleje, kursus osv.,” skriver en anden om de utilfredsstillende timepriser. 

En tredje nøjes blot med at konstatere, at timeprisen “ikke er hævet væsentligt siden 2019”.   

Og det kan betyde mere langsigtede negative konsekvenser for den enkelte forretning. 

Knap hver tiende svarer således, at timeprisen har et niveau der betyder, at de driver deres forretning med underskud.  

Fire procent svarer dertil, at timeprisens niveau betyder, at de frygter at gå konkurs eller må lukke forretningen, men tre procent svarer, at de må fyre eller allerede har fyret medarbejdere.  

“Vi står i forvejen i en situation, hvor overskudsgraden er halveret over en ti-årig periode i skadesbranchen, så der er brug for et økonomisk løft, ikke yderligere smalhals. Den opgave må forsikringsselskaberne tage seriøst, hvis de også vil have lavet deres skader i fremtiden. Og det betyder højere timepriser, mindre bundlinjerabat og generelt en bedre afregning samlet set,” siger Nicky Bobak.  

AutoBranchen Danmark undersøger løbende samarbejdet mellem skadesbranchen og forsikringsselskaberne. Du kan i de kommende uger læse flere udpluk fra den seneste spørgeundersøgelse her på eftermarked.dk. 

Har du brug for tips og tricks, når du forhandler timepriser, kan du søge inspiration i AutoBranchen Danmarks guide til den gode forhandling her.

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert