Bilforhandlere

Ny rekord for opsætning af ladestandere, men der bliver stadig færre pr. grøn bil

På en måned blev antallet af offentligt tilgængelig ladepunkter udvidet med 10 procent. Nu kan man lade elbilen eller pluginhybrider op cirka 6000 offentligt tilgængelige steder. Men der er stadig plads til forbedring 

Cirka 170.000 biler kan nu lades op med el herhjemme. Lidt over halvdelen er pluginhybrider, mens over 80.000 er rene elbiler. Og der bliver flere og flere steder at lade op, når man er på farten.  

Nye tal fra Transportministeren viser, at der i marts måned alene blev sat 626 nye offentligt tilgængelig ladepunkter op, så der nu er cirka 6000 i alt. Dermed blev ladeinstrukturen på bare en måned cirka ti procent større.  

“Vi har været efter politikerne, fordi ladeinfrastrukturen ikke følger med det flotte salg af elektriske biler. Det kommer vi fortsat til at være, men det er rigtig positivt, at udbygningen sker så hurtigt, som tilfældet er nu,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Manglen på ladestandere eller frygten for at løbe tør for strøm har ifølge bilforhandlerne nemlig været en af de store barrierer, når det gælder om at sælge de grønne biler til danskerne.  

“Langt de fleste elbiler lader derhjemme, men der også god brug for offentligt tilgængelige ladepunkter. Derfor er det en rigtig god nyhed, at der alene i år er kommet knap 1.100 flere. Dette er en stigning på hele 22 pct. Det er en imponerende og meget vigtig udvikling, og det er glædeligt at se, at tre fjerdedele af kommunerne har forbedret lademulighederne det seneste kvartal,” siger transportminister Trine Bramsen i en pressemeddelelse.  

De nyeste tal fremgår af et notat fra Transportministeriet, der hvert kvartal gør status over udviklingen i ladestandere.  

Trods rekord bliver der færre ladestandere pr. elbil

Notatet viser, at antallet af elbiler er mere end seksdoblet over de sidste tre år, mens antallet af pluginhybrider er tolvdoblet. Samtidig er antallet af offentligt tilgængelige ladepunkter “kun” fordoblet. Dermed er der nu 12 opladelige biler pr. offentligt tilgængeligt ladepunkt. 

“Tallene viser, at der fortsat er brug for flere ladestandere. Det er dejligt, at der er sket en fordobling af antallet af offentligt tilgængelige ladepunkter, mens når elbilerne er seksdoblet, og pluginhybriderne er tolvdoblet, er der i den grad plads til forbedring. Særligt hvis vi skal have folk til at blive ved med at gå den grønne vej – og det er jo en fælles forpligtelse,” siger Gitte Seeberg.  

Hun glæder sig dog over, at der netop nu er en offentlig pulje åben for søgning til opsætning af hurtig- og lynladere på offentligt tilgængelige steder.  

“Det vigtige er for os at se, at man får mange flere hurtig- og lynladere. Det er dem, der er brug for, når landet skal krydses. Derfor er det positivt, at det er det, der fokuseres på at støtte,” siger Gitte Seeberg.  

Hun opfordrer derfor medlemmer af AutoBranchen Danmark til at søge puljen, der er åben til 15. august.  

Du kan læse mere om den grønne omstilling af bilparken i AutoBranchen Danmarks grønne vidensbank. Den finder du lige her: https://autobranchendanmark.dk/vidensbank-groennebiler/ 

Kontakt: