Da Grundforløb 2-eleverne meldte sig på banen på College360 i Silkeborg mandag i sidste uge, var der således 42 unge mænd og kvinder klar til en corona-sikker første dag.
En sidegevinst til det gode optag er, at tendensen mod en ligelig kønsfordeling også fortsætter. 16 af de 42 elever er nemlig kvinder. En andel på 38 procent kvinder er det højeste nogensinde. Ved det forrige optag i efteråret var andelen af kvinder 33 procent, hvilket også dengang var mere end nogensinde. Tallene skal sammenholdes med, at andelen for 10 år siden lå i omegnen af 5 procent.
“Vi er rigtigt godt tilfredse med optaget af elever. Sidste år kom der kun 15 elever i januar, men mange i august. Vi har gjort meget med oplysningskampagner for at få flere elever ind på uddannelsen. Måske er det dét, der virker nu,” siger Daniel Krarup Jørgensen, uddannelsesleder på Auto på College360 i Silkeborg, der er landsskole for autolakererne.
Uddannelseslederen er til gengæld bekymret for den geografiske fordeling af eleverne. Af de 42 nye elever har kun fire bopæl på Sjælland og det samme på Fyn. De resterende 34 er alle fra Jylland. Det kan give en skæv fordeling af nyuddannede og kan heller ikke mætte markedet for elever. Dog hører det med, at der er en håndfuld elever på Sjælland, som er på mesterlærekontrakter.
“I denne tid med corona og nedlukning er det virkelig positivt, at vi får store elevhold ind på autolak og en meget spændende udvikling, at så mange piger vil lakere biler. Jeg tror på, at det kan give spændende muligheder ude i virksomhederne at ikke alle medarbejdere er ens, så jeg håber, at vores autolakerere er klar til at tage imod både de unge piger og de unge mænd,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Uddannelsen til karrosseritekniker kan eleverne tage både på College360 og på TEC i Hvidovre. Her er optaget af nye elever på Grundforløb 2 nogenlunde som det plejer med 12 i Silkeborg og 14 i Hvidovre. Nogle af disse elever har allerede en praktikaftale i hånden, når de begynder. Resten får det relativt hurtigt.
“Vi kan kun opfordre arbejdsgiverne til at lave aftaler med eleverne hurtigt. Man kan altid mærke på eleverne, at de er mere motiverede og målrettede så snart de har en praktikaftale. Derfor bliver de bedre af det og det er godt for alle parter,” siger Daniel Krarup Jørgensen.
Selv om noget af efterårets forhøjede løntilskud faldt væk ved årsskiftet, giver den seneste trepartsaftale fortsat et højere løntilskud til elever end det vi kendte før coronakrisen.
Vil du gerne høre mere om at lave praktikaftaler med henholdsvis lakerere og karrosseriteknikere, så kontakt virksomhedskonsulenterne på College360 og TEC.
College360 (Lak og karrosseri)
Brian Hovmand (Vest for Storebælt), 21559155, mail bho@college360.dk
Christian Dybro Jensen (Øst for Storebælt), 60257742, mail cdp@college360.dk
TEC (karrosseri)
Maj Bilstrup mbi@tec.dk
Jan Andreasen ja@tec. dk