Oftest leveres eksempelvis en plastkofanger fra fabrikken i en grundfarve, der kræver større forarbejdning med slibning og farvetilpasning end tidligere.
Tyske AZT, som er en del af datagrundlaget for det danske Autotaks-system, har udsendt en ny vejledning til håndtering af netop plastdele med forskellige typer af grundfarve. Vejledningen betyder samtidig, at der indarbejdes et nyt tillæg for den type arbejde.
“Grundfarven afgør, om den resterende del af autolakeringen vil fungere. Typisk kan man i ens laksystem se på farverecepten, hvilken bundfarve, lakeringen kræver. Det er afgørende for, at lakeringen dækker og udføres i den kvalitet, som det kræves og forventes”, fortæller René Thomsen, lakkonsulent hos AutoBranchen Danmark og fortsætter:
“Derfor er det også vores forventning, at det her tillæg bliver en fast del af Autotaks-systemet snarest muligt ved en opdatering”.
Større forarbejde
Der findes i dag en lang række forskellige plasttyper (også kendt som plastblends) i reservedelene afhængig af køretøjsproducent, leverandør og hvor på køretøjet, de sidder.
Udvalget rækker fra ubehandlede og ikke-overtrukne plastkomponenter, forbehandlede og grundede plastkomponenter og til plastkomponenter, der allerede er færdiglakerede i køretøjets farve.
Afhængig af leveringstilstanden og de specifikationer, der skal overholdes, kræver forbehandlingen og lakeringen af plastkomponenter forskellige procedurer. En professionel plastlakering kan kun garanteres med en grundfarve, der er skræddersyet til plasttypen og leveringstilstanden.
“Det er processer, som mange autolakerere kender rigtig godt, men hvor der indtil nu ikke har været en klar vejledning og proces for tillægget i AZT og dermed Autotaks. Det kommer der nu, og det ser vi meget positivt på”, siger René Thomsen, der selv har mange års erfaring som selvstændig autolakerer på Fyn.
Som eksempel kan det være nødvendigt at påføre en primer/fylder med den såkaldte “våd-i-våd”-teknik, eller med tørring og mellemslibning på en frontkofanger, der allerede er blevet fabriksgrundet. Det er nødvendigt, hvis der er en anden grundfarvetone i reparationslakeringen end den, som lakproducenten foreskriver for de forskellige farver. Det er forudsætningen for at kunne genskabe den korrekte farvenuance.
Komplekst for den der opgør
Selv om der nu, efter alt at dømme, kommer et nyt tillæg for processen med korrekt farvehåndtering af plastdele, er området komplekst. Det kan blive en udfordring for den, som skal opgøre skaderne.
“Hvis den, som opgør skaden, eksempelvis ikke har adgang til farverecepter eller er bare nogenlunde inde i stoffet, kan det i sagens natur blive vanskeligt at opgøre denne type af opgaver korrekt. Det kræver et endnu tættere samarbejde mellem autolakerer og den, som opretter og sender skadesrapporten til det givne forsikringsselskab”, forklarer René Thomsen.
Lakering af plastdelene opgøres i dag med koderne LE1, LE2, LE3 og og LE4 i det danske Autotaks-system. Men bagved de koder ligger en længere forklaring af den proces, som beskriver håndteringen af den konkrete plastdel.
“Hvis man arbejder som autolakerer, har man sandsynligvis godt styr på processerne og koderne. Men hvis man ikke gør, er man afhængig af, at man får den rigtige information. Her vil jeg opfordre til, at man sætter sig sammen og gennemgår processerne, så alle er med på, hvorfor en lakering opgøres med eksempelvis LE1 eller ej. Når processerne ændres, medfører det jo øget tids- og materialeforbrug, som lakereren skal betales for”, siger René Thomsen fra AutoBranchen Danmark.