Bilsalg

Oktober blev en god måned for bilsalget

Nyvognssalget havde fart på i oktober, hvor en politisk aftale om forlængelse af elbilernes afgiftsvilkår kom på plads. Oktober blev også måneden, hvor bilparken rundede en halv million elbiler.

Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.

Salget af nye biler sluttede meget fornuftigt i oktober måned. I alt 16.156 nye biler blev indregistreret i efterårsmåneden, hvor den elektriske andel udgjorde hele 71 procent af det samlede salg.

Dermed endte salget hele 12 procent højere end i samme måned sidste år.

”Ude hos forhandlerne har man gennem et stykke tid kunnet mærke, hvordan usikkerheden om registreringsafgifterne omsatte sig i en tøven hos kunderne. Derfor ser vi det som udpræget positivt for det grønne bilsalg, at regeringspartierne i samarbejde med Det Konservative Folkeparti fik lukket en aftale i oktober,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

For de elektriske biler alene lå salget 29 procent højere end i oktober i fjor.

Men hvor Tesla trak en stor del af det elektriske læs i september måned med en andenplads over de mest solgte mærker, så forholdt det sig stik modsat i oktober.

Blot 102 biler lod Tesla indregistrere i Danmark i sidste måned – udviklingen kan bl.a. hænge sammen med, at mærket havde et højt antal indregistreringer op mod kvartalsafslutningen i september.

Elbiler runder en halv million

Cirka samtidig med at politikerne nåede til enighed om at forlænge dette års attraktive afgiftsvilkår for elektriske biler igennem 2026, passerede det samlede antal elbiler på de danske veje en milepæl på 500.000 stk.

Et vigtigt element i den hastige omstilling af bilparken er importen af brugte biler, som også i oktober måned gav et stort bidrag på 7.805 elektriske biler. Det er 13 procent flere end i samme måned sidste år.

Også i den samlede brugthandel fylder de elektriske biler nu en meget stor del. Hele 31 procent af al brugthandel er nu elektrisk – hvilket er markant mere end for et år siden. Dermed haler de brugte elektriske biler hastigt ind på de brugte benzinbiler, der nu er nede på små 45 procent af det samlede brugtmarked.

Zoomer man ind på brugte biler med mindre end fem år på bagen, har de elektriske biler dog allerede overhalet benzinerne, som du kan læse mere om her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør