Eftermarked

Snyder du også dig selv, når du reparerer plastdele? 

Når det kommer til reparationer med plastdele, sker det alt for ofte, at man i skadesbranchen ikke får betaling for det fulde arbejde. Vi guider dig til at sikre korrekt betaling.

De fleste i skadesbranchen vil gerne aflevere et flot stykke arbejde, når de reparerer en skade. Både for kundens skyld, men selvfølgelig også af hensyn til ens egen faglige stolthed.  

Det betyder, at mange ofte reparerer eller lakerer mere, end de bliver betalt for af forsikringsselskabet.  

Det viser både medlemsundersøgelser, men også erfaringerne fra AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling. 

Og en af de reparationer, hvor det oftest sker, er, når det kommer til lakeringer af plastdele, hvilket i altovervejende grad handler om kofangere, men også kan dreje sig om eksempelvis lister.  

I modsætning til andre lakeringer findes LI1 ikke i Autotaks ved lakering af plastdele; her er det kun muligt at vælge LI, der giver maling til 15 procent af reservedelen.  

Hvis man står med en skade, der er større end 15 procent af den pågældende del, skal man som værksted således selv skrive et tillæg på, som man typisk har aftalt med sin lakerer på forhånd.  

“Hvis du som værksted eller maler ikke får betaling for det, der ligger ud over 15 procent, så snyder I jer selv,” siger Jørgen Petersen, forsikringskonsulent og Autotaks-support i AutoBranchen Danmark.  

Og for en gangs skyld er det ikke forsikringsselskabernes skyld, tilføjer han: 

“Faktisk oplever vi nærmest aldrig, at forsikringsselskaberne afviser det, hvis man skriver tillæg på for lakering over 15 procent, når skaden reelt er over 15 procent. Det bliver stort set altid accepteret,” siger Jørgen Petersen. 

Mulighed for mersalg

Selv hvis skaden er under 15 procent, er der stadig mange lakerere, der maler hele kofangere, fordi klarlakken, som påføres hele reservedelen, vil afsløre alle de små ridser og mærker, der ellers måtte være i kofangeren. 

Det skal forsikringsselskabet selvfølgelig ikke betale for, men her er der i stedet mulighed for mersalg ved at spørge om kunden vil betale for at få hele sin kofanger malet, så den bliver pæn over det hele.  

“Men det er ikke noget, man bør gøre gratis. Man bør aftale med bilejeren at få betaling for det. Det kan de fleste kunder også godt forstå og bliver faktisk glade for det,” siger Jørgen Petersen.  

Du kan i denne video blive klogere på lakering af plastdele: 

Du kan se alle AutoBranchen Danmarks videoguides til korrekt taksering her.

Kontakt

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent