OPDATERING: F&P har meddelt, at de ruller Teslas reparationstidsnedsættelser tilbage, mens Tesla undersøger, hvordan tiderne, som ifølge Tesla er interne og ikke egnet til reparationer, er endt i systemet.
Den amerikanske elbilsgigant Tesla, der har sat sig tungt på nyvognsmarkedet herhjemme i år, er i den seneste tid blev ramt af strejker i Sverige. I vores naboland nægter værkstedsansatte at arbejde på teslaer og de svenske havnearbejdere har ikke villet tage imod teslaer, rengøringspersonale nægter at gøre rent i Teslas lokaler og Teslas ladenetværk i Sverige vil ikke længere blive repareret, ligesom posten også vil udeblive på Teslas adresser, skriver Politiken og en række andre medier.
Strejkerne skyldes, at Teslas ansatte ikke har overenskomst i Sverige, hvilket også gør sig gældende i resten af verden.
Det betyder, at strejken kan sprede sig. Herunder til Teslas fabrik i Berlin, hvor protesterne ifølge Politiken har ulmet i flere måneder.
Politiken skriver videre, at den svenske strejke ifølge The New York Times har givet de ansatte på Tesla-fabrikken i Tyskland “mod og tillid til at organisere sig i en fagforening og tage deres skæbne i egne hænder”. Det er udlægningen fra Dirk Schulze, den regionale leder af fagforeningen IG Metall i Brandenburg, hvor Teslas tyske fabrik ligger.
Dansk Metal kan overfor Politiken ikke afvise, at der også vil komme en reaktion fra fagforeningen herhjemme, men har ikke yderligere kommentarer.
Dansk Metals svenske pendant IF Metall har ifølge MobilityWatch ikke mødtes med Tesla siden 6. november, hvor forhandlingerne brød sammen og ansatte på svenske værksteder har strejket siden 27. oktober.
Strejken gælder på mere end 100 værksteder, hvor man nægter at arbejde med Tesla-biler.
Teslas topchef Elon Musk har ifølge den svenske fagforeningsmægler Kurt Eriksson blankt afvist, at der kan indgås en aftale mellem fagforeningen og Teslas ansatte i Sverige.
Nye reparationstider kan skabe problemer for Tesla herhjemme
Herhjemme kan Tesla også stå over for nye problemer, efter Teslas reparationstider er blevet nedsat dramatisk i Autotaks i denne uge.
”Vi følger i AutoBranchen Danmark situationen tæt. Tesla står bag årets mest solgte bil herhjemme, og derfor har det stor betydning for hele markedet. Både hvad der sker i udlandet, men også herhjemme. I forhold til reparationstiderne, må jeg bare sige, at Tesla er lige lovlig smarte. De tider er ikke bare noget, man kan finde på eller ændre efter forgodtbefindende – det skal have hold i virkeligheden. Tesla kan skabe kæmpe udfordringer mellem forsikringsselskaberne og værkstederne med det her træk, og her vil jeg opfordre til, at vi står sammen og sætter foden ned og fastslår, at reparationstiderne skal være realistiske,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark
Nedsættelsen af reparationstiderne har ifølge AutoBranchen Danmarks oplysninger fået flere værksteder til at overveje at droppe reparationer af teslaer.
“Det er selvfølgelig helt uholdbart, at Tesla fra den ene dag til den anden i nogle tilfælde halverer reparationstiderne. Her må vi holde fast i, at taksterne i Autotaks er vejledende. Vores klare anbefaling er, at man som værksted ikke skal reparere teslaer, hvis man taber penge på det,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
AutoBranchen Danmark har i går taget sagen op med forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension.
“Forsikringsselskaber bør have en klar interesse i, at det her bliver ordnet snarest muligt. Man kan ikke bare ændre reparationstiderne så dramatisk fra den ene dag til den anden,” siger Nicky Bobak.