Elbiler

Uden Tesla er nyvognssalget stadig på 2022-niveau

Nyvognssalget er i 2023 steget kraftigt i forhold til det lave niveau i 2022. Men væksten skyldes næsten udelukkende Teslas rekordsalg. Og det er bekymrende. 

Bilåret 2022 var præget af mangel på biler og lange leveringstider, ligesom året også bød på lav forbrugertillid og tårnhøj inflation. Det viste sig i antallet af nyregistreringer, der faldt med omkring 20 procent i forhold til året før.  

Derfor har det bragt glæde mange steder, at nyvognssalget i de første tre måneder af 2023 er steget med 17 procent, og dermed er godt på vej tilbage til tidligere tiders salgstal.  

Men hvis man ser bort fra Teslas rekordstore salg, der har præget årets tre første måneder, er virkeligheden en anden.  

Tesla har med over 5000 indregistrerede biler stået for 13 procent af det samlede nyvognssalg i årets første tre måneder, og ser man bort fra deres salg i år, er det samlede nyvognssalg kun steget med lidt over én procent i første kvartal i forhold til første kvartal sidste år.  

Dermed har salget endnu ikke rejst sig betydeligt fra det dårlige år, som 2022 var.  

“Det er selvfølgelig positivt, at danskerne igen køber flere biler, end de gjorde i 2022. Men det efterlader resten af markedet med betydelige udfordringer, at det er Tesla, der i den grad løber med væksten. Det er selvfølgelig bekymrende,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Teslas rekordsalg er affødt af gentagne og markante prisnedsættelser, som det øvrige marked har været tilbageholdende med at følge efter.  

“2022 var volumenmæssigt det dårligste år i lang tid. Mange forhandlere tjente dog alligevel gode penge, men hvis tendensen fortsætter og Tesla og andre nye mærker, der går uden om forhandlerne og deres eftermarkeder, kan det blive problematisk,” siger Gitte Seeberg. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør