Eftermarked

Bobak: Forberedelse er alfa og omega, når der skal forhandles 

I denne uge har AutoBranchen Danmark udgivet en ny guide til forhandlingerne med forsikringsselskaberne. Jo bedre forberedt man er, jo bedre chancer har man for at få fair afregning. 

Den gode forhandling

Forhandlingsguide

Af Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark

I denne uge har vi fra AutoBranchen Danmarks side udgivet guiden “Den gode forhandling”, der indeholder tips, gode råd og baggrund, til når du skal forhandle samarbejdsaftaler med forsikringsselskaberne.   

Målet med guiden er at klæde jer bedre på til forhandlingerne med forsikringsselskaberne, fordi netop afregningen her er så afgørende for skadesbranchen, hvad end det drejer sig om værksteder, lakerere eller forhandlere.   

Vi er stolte af den guide, som vi nu udgiver. Jeg synes, den kommer rigtig godt rundt omkring mange af de forhold, som man skal have øje for, når man forhandler. Og jeg håber og tror, at den vil kunne hjælpe jer i hverdagen.   

Guiden er tænkt som både en hjælp til værkføreren, men også til ejeren og de, der takserer skaderne. Fokus er først og fremmest på selve forhandlingssituationen, men en pointe er også, at man – når forhandlingen står for døren – kan være godt tjent med at vende problemstillinger og udfordringer i fællesskab. Så eksempelvis den viden, der er på værkstedet, også bliver bragt med til forhandlingen.   

I det hele taget er guidens mål at forberede skadesbranchen bedre til de forhandlinger, der er med forsikringsselskaberne. For vores erfaring er, at jo bedre forberedt man er, jo større chance har man for at få en fair afregning. Forberedelse er simpelthen alfa og omega.  

Bedre kort på hånden

Bare fordi du og dine kolleger nu læser guiden, betyder det dog desværre ikke, at forsikringsselskaberne med et fingerknips begynder at hæve timepriserne eller så nemt som ingenting går med til mere fair vilkår, men vores håb er, at guiden vil give jer bedre kort på hånden i forhandlingerne.  

Som jeg oplever det i dag, har alt for mange givet op på forhånd, når forhandlingerne starter. Man dropper måske ligefrem helt forhandlingerne – og har gjort det i årevis. Og når man igen og igen har talt med afvisende indkøbere, kan jeg godt forstå, at man reagerer sådan. Men det må man ikke gøre. Man skal blive ved. Også selvom det er både svært og udfordrende. Ellers bliver det aldrig bedre.  

Der er dog ingen tvivl om, at det stadig bliver et langt, sejt træk. Skadesbranchen har igennem en årrække set, hvordan indtjeningen bliver udhulet af timepriser i stampe og hvordan forventningen fra forsikringsselskaberne om gratis ydelser er blevet mere og mere udbredt.   

Som jeg ser det, skal samarbejdet med forsikringsselskaberne være netop det – et samarbejde. Og gerne et mere ligeværdigt samarbejde. Det skal ikke være et diktat, hvor værksteder og lakerere presses i bund.   

Det, håber vi, med denne guide at kunne bidrage til.  

Du kan læse og downloade guiden her.

Guiden bliver i trykt udgave omdelt til alle medlemmer af AutoBranchen Danmark i forbindelse med udgivelsen af den næste udgave af Magasinet Eftermarkedet, der udkommer i slutningen af februar.  

Hvis du har spørgsmål til en konkret forhandling eller på anden måde har brug for råd og vejledning i det daglige, kan du som altid tage kontakt til os i AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Eftermarkedskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent