Eftermarked

Er din skadesafregning også steget med 19 procent?   

Prisen på bilforsikringer er steget markant, viser ny FDM-undersøgelse, men spørgsmålet er om afregningen til skadesværksteder og autolakerer følger med.

En ny undersøgelse fra FDM viser, at prisen på bilforsikringer er steget markant over de sidste to år.  

Undersøgelsen er baseret på priserne for at forsikre fem benzinbiler og seks elbiler hos de otte største forsikringsselskaber, og viser, at prisen for at forsikre en benzinbil i gennemsnit er steget med 19 procent, mens prisen for at forsikre en elbil er steget med 13 procent i gennemsnit.   

Stigningerne varierer ganske kraftigt – eksempelvis er en Audi Q4 e-tron blevet hele 33 procent dyrere at forsikre, mens en Tesla Model Y faktisk er blevet 6 procent billigere at forsikre. Omvendt er alle benzinbiler bliver dyrere at forsikre.   

Uanset hvad er det generelt blevet dyrere for bilejerne at forsikre deres biler, og det er et faktum, som man kan bruge, når man skal forhandle vilkår og timepriser med forsikringsselskaberne.  

Sådan lyder det fra AutoBranchen Danmarks medlemschef Nicky Bobak:  

“Når forsikringsselskaberne har hævet priserne så meget, så lyder forklaringen jo ofte, at det er blevet dyrere at reparere skaderne. Men mange skadesværksteder og lakerere oplever ikke, at deres samlede afregning er steget – og da slet ikke så meget, så derfor er det et tal, man bør huske at have med, når man skal forhandle med selskaberne,” siger han.   

Han nævner dog, at også reservedelspriserne kan spille ind i forhold til forsikringsselskabernes omkostninger. Forsikringsselskaber har dog også selv fremhævet, at udgifter til arbejdsløn er steget markant.  

Timepriser i stampe

“Man skal simpelthen sikre sig, at man får en betaling, der dækker over de reelle udgifter, man har ved at reparere en skadet bil. Det er der desværre mange, der ikke får i dag, hvor timepriserne står i stampe, mange giver store rabatter og hvor der er en række ydelser som fx lånebiler, som man ikke får betaling for,” siger Nicky Bobak videre.   

FDM fastslår i omtalen af deres nye undersøgelse, at man ikke forventer, at prisstigningerne vil fortsætte med at stige så hurtigt i de kommende år.  

Forsikringsselskaberne har tidligere forklaret, at prisstigningerne udover inflation blandt andet skyldes flere skader. Antallet af takserede motorskader er faldet med knap 5 procent i år i forhold til sidste år, hvor der indtil udgangen af oktober havde været 381.548 skader. I år er det tilsvarende tal 363.930, viser de nyeste tal fra Forsikring & Pension.  

De foreløbige tal for 2025 ligger dog omvendt stadig et stykke over de tilsvarende tal fra 2023.

Forsikringsselskabernes prissætning af skadesforsikringer har været under voldsom kritik i årets løb.

Konkurrencerådet fastslog i en rapport fra foråret, at der er tegn på stiltiende priskoordinering blandt selskaberne, og konkurrencemyndighederne besluttede i sommer at indlede en såkaldt markedsefterforskning af skadesforsikringsområdet for private.   

Det er første gang, at konkurrencemyndighederne indleder en markedsefterforskning.   

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef