For langt det fleste i skadesbranchen var det håndværket, der fik dem til at blive pladesmed eller lakerer. At kunne rette en bule, lakere en kofanger og sikre, at bilen bliver så god som ny, når uheldet har været ude. Det giver en stor tilfredsstillelse for de fleste.
Omvendt er der nok ikke så mange, der blev tiltrukket af branchen, fordi de elsker at taksere en bil.
Ikke desto mindre er takseringen af skader i dag en helt uomgængelig del af hverdagen på pladeværksteder og autolakererier. Ikke mindst hvis man som værksteder eller lakerere vil sikre sig faktisk at få fuld betaling for det flotte håndværk, man leverer.
Det kan dog mange steder være en udfordring. Både fordi opgørelsen måske ikke bliver lavet godt nok eller fordi forsikringsselskaberne prøver at slippe billigst muligt – og måske ikke betale for alt det, der bliver lavet.
AutoBranchen Danmark bruger derfor løbende en del ressourcer på at sikre bedre taksering i branchen generelt – fx med Autotaks-kurser, Autotaks-support til de enkelte rapporter og fyraftensmøder og lignende for medlemmer af AutoBranchen Danmark, der gerne vil blive bedre til at taksere.
Herunder har vi samlet fem videoguides, der hjælper dig med at bliver bedre til at taksere på nogle specifikke områder, som vi erfaringsmæssigt ved kan skabe problemer.
Lakering over eller under 50 procent
Når en bule eksempelvis fylder 30 procent af en dør, oplever mange værksteder, der takserer skader, at det kan være svært at få afregning fra forsikringsselskabet for lakering af over 50 procent af døren, selvom reparationen kræver det.
Ofte vil forsikringsselskabets taksator nemlig fremhæve, at bulens størrelse – altså 30 procent af døren – er det, der afgør, hvor meget lakarbejde, der skal betales for.
Men det er ikke tilfældet.
Det er i stedet det område, som lakereren har bearbejdet for at kunne påbegynde sin lakering – og det område vil ofte være over 50 procent af døren, når spartling osv. er overstået.
Læs mere her: https://autobranchendanmark.dk/saadan-faar-du-betaling-for-hele-lakeringen/
Fuld starttid
I fjor trådte den nye starttid for lakering i kraft i Autotaks. Det betyder, at man – når man takserer skader – skal være ekstra opmærksom på at få betaling for alle de processer og arbejdsgange, der er forbundet med lakeringer.
I AutoBranchen Danmarks Autotaks-support oplever man især, at det er et problem, når det kommer til lakeringer i flere farver og lakering i flere lag.
Læs mere her https://autobranchendanmark.dk/mange-snyder-sig-selv-for-fuld-starttid/
Udsprøjtning på sideliggende dele
Når der har været en skade på eksempelvis en fordør, og døren efterfølgende skal lakeres, er det ofte nødvendigt også at sprøjte ud på de dele af bilen, der støder op til døren, eksempelvis forskærm og bagdør.
Ellers vil der kunne ses farveforskelle i lakken, og bilejeren vil ikke være tilfreds med resultatet.
Desværre oplever AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling, at det ofte kniber med at få betaling for udsprøjtning på sideliggende dele.
Enten fordi taksatoren ikke mener, at det er nødvendigt – eller fordi værkstedet i takseringen simpelthen glemmer at få det med på rapporten.
Læs mere her https://autobranchendanmark.dk/vigtigt-tip-kan-sikre-oeget-indtjening-ved-lakering/
Reparation med genbrugsdele
I takt med at forsikringsselskaberne i stigende omfang vælger, at der skal benyttes brugte reservedele i reparationsarbejdet, sker det oftere og oftere, at både pladesmede og autolakerere ikke får den betaling, som de har krav på.
Der er kort sagt en række faldgruber, som man skal være opmærksom på, når arbejdet takseres og når genbrugsdelene modtages og bruges i reparationsarbejdet.
I forhold til pladeværkstedet gælder det blandt andet om at sikre, at den brugte reservedel er klar til brug og ikke kræver merarbejde på værkstedet til fjernelse af eksempelvis lister, ruder, tectyl eller klips.
I forhold til autolakereren handler det om at sikre, at afregningen for lakeringen passer til den stand, som delen rent faktisk er i – og ikke den stand, som delen måske er certificeret som.
Læs mere her https://autobranchendanmark.dk/saadan-undgaar-du-faldgruber-ved-reparation-med-genbrugsdele/
Lakering af plastdele
Når det kommer til reparationer med plastdele, sker det alt for ofte, at man i skadesbranchen ikke får betaling for det fulde arbejde.
Det handler i altovervejende grad om kofangere, men kan også dreje sig om eksempelvis lister.
I modsætning til andre lakeringer findes LI1 ikke i Autotaks ved lakering af plastdele; her er det kun muligt at vælge LI, der giver maling til 15 procent af reservedelen.
Hvis man står med en skade, der er større end 15 procent af den pågældende del, skal man som værksted således selv skrive et tillæg på, som man typisk har aftalt med sin lakerer på forhånd.
Læs mere her https://autobranchendanmark.dk/snyder-du-ogsaa-dig-selv-naar-du-reparerer-plastdele/
Du kan se AutoBranchen Danmarks videoguides til bedre taksering her.
Videoguides til Autotaks
Kontakt

Nicky Bobak
Medlemschef
Rune Langhoff Sørensen
Public affairs- og kommunikationskonsulent
Lars Baun Vilhelmsen
Medlemskonsulent




