Nyhed (bruges ikke)

Kongeligt besøg på Gram Slot

Det bliver med royale undertoner, når Vores Autobranche slår dørene op til to dage med netværk og branchesnak den 7. maj. Allerede på den første dag, får branchedagene nemlig besøg af ingen ringere end ”Kongen af Le Mans”. Den nu tidligere racerkører Tom Kristensen er ubestridt en af Danmarks bedste racerkørere nogensinde og med hele ni Le Mans-sejre bag sig, ved han om nogen, hvad det kræver at få succes.

Han er født på en tankstation. Som barn var han med, når hans far kørte racerbiler til i bedstefaderens grusgrav og inden han blev 10, havde han fået sin første gokart. Tom Kristensen er bogstaveligt talt flasket op med biler og ræs, men racerkarrieren har ført til indsigt i meget andet end bare biler.

I dag arbejder Tom Kristensen blandt andet som foredragsholder og på branchedagene vil han dele sine erfaringer, successer, skuffelser og deciderede fiaskoer med os. De sidste – fiaskoerne – er nemlig en vigtig del af tilværelsen som succesfuld sportsmand, mener han. Det samme er teamwork. Tom Kristensen er kendt for med nordjysk stædighed at holde fast i, at han ikke har vundet Le Mans: Han har været med til at vinde Le Mans. Hans pointe er selvfølgelig, at han ikke ville kunne vinde uden det hold, han altid har med sig, og netop den pointe er vigtig også uden for sportens verden.

Med sin underholdende og underspillede stil vil Tom Kristensen inspirere os, når han fortæller, hvad motorløb kan lære os om sammenhold, samarbejde og succes.

Se branchedagenes fulde program her