Eftermarked

Kritik af Autoflex: Hårdt slag mod økonomien hos både autogenbrugere og værksteder 

Hvis brugen af brugte dele skal udbredes, skal det ikke være en dårlig forretning for både autogenbrugere og værksteder, lyder kritikken af Autoflex.

Brugen af brugte reservedele er et fokusområde for de fleste forsikringsselskaber. Og ud fra et miljø- og klimamæssigt synspunkt giver det ofte også udmærket mening, men brugen af brugte reservedele må ikke udhule en i forvejen sårbar økonomi på landets værksteder. 

Det har AutoBranchen Danmark flere gange fastslået. 

En af de ting, der bør justeres, er, at forsikringsselskaberne bør betale for de fragtomkostninger, der er forbundet med at sende en reservedel fra autogenbrugeren til det værksted, som forsikringsselskabet har pålagt at bruge delen.  

Det mener Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

Forsikringsselskaberne har det udgangspunkt, at de ikke vil betale mere for reservedelene ved autogenbrugeren, end hr. og fru Jensen skulle gøre, hvis de kom og købte en reservedel hos autogenbrugeren. Dermed overlades regningen for fragt til autogenbrugeren, der som følge deraf ikke kan give rabat til værkstedet.  

Og når forsikringsselskabet derefter – som det ofte sker – forlanger bundlinjerabat af værkstederne, bliver økonomien endnu mere sårbar.  

“Det krav, der er om at bruge brugte dele og købe dem gennem et rigidt system som Autoflex betyder, at økonomien bliver endnu mere presset. Forsikringsselskaberne tænker ikke over – eller er ligeglade med – de konsekvenser, som Autoflex og brugen af brugte dele har for branchen,” siger Nicky Bobak. 

Avancen forsvinder

Han påpeger derudover, at økonomien også presses af, at udbuddet af brugte dele i forvejen er lavt, fordi forsikringsselskaberne eksporterer mange skadede biler til udlandet, hvilket betyder færre brugte dele herhjemme.  

“Avancen forsvinder over hele linjen for genbrugere og værksteder, mens forsikringsselskaberne scorer kassen på at eksportere biler og at de ikke vil betale mere for de brugte reservedele end den almindelige borger. Det sidste er fair nok, hvis det var sådan, at forsikringsselskaberne så betalte for fragten, men det gør de jo ikke i dag,” siger Nicky Bobak.  

Han mener derfor, at Autoflex bør laves om, så det er forsikringsselskaberne, der betaler for fragten. 

“Det er forsikringsselskabet, der vinder på brugen af brugte dele, så det bør også være dem, der betaler den pris, det koster at bruge dem,” siger Nicky Bobak. 

Det gælder i forhold til fragten fra autogenbrugeren, men det gælder i øvrigt også i forhold til det øgede tidsforbrug, der ofte er ved brugte dele. 

Samtidig advarer AutoBranchen Danmark om, at man som værksted skal huske at gøre autogenbrugeren opmærksom på, at man køber en given del gennem Autoflex. Ellers risikerer man, som flere medlemmer har oplevet, at autogenbrugeren sender regningen for fragt videre til værkstedet.  

”Hvis ikke man udtrykkeligt gør autogenbrugeren opmærksom på, at man køber delen gennem Autoflex, kommer man ofte selv til at betale for fragten, så det skal man huske,” siger Jørgen Petersen, forsikringskonsulent og Autotaks-support hos AutoBranchen Danmark.

AutoBranchen Danmark har tidligere også kritiseret, at Autoflex sidestiller brugte dele og kopidele, når de set fra et kvalitetsmæssigt og klima- og miljømæssigt perspektiv dårligt kan sammenlignes.  

Du kan finde en guide til reparationer med brugte dele her.

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Eftermarkedskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent